Eriksholm: The Stolen Dream har en "sløv historie", men den kan måske fange dig, siger Eurogamer

Eriksholm: The Stolen Dream er et stealth-taktikspil, der blander gådelignende møder med stilfuld præsentation og leverer et konsekvent tilfredsstillende gameplay, men vakler i fortællingens drivkraft og finale. Det er givende fra øjeblik til øjeblik, hver mission føles håndlavet, og selve byen er en visuel nydelse. Men når rulleteksterne er slut, efterlader historien ikke mange følelsesmæssige spor, hvilket forhindrer det i at blive rigtig godt.

Stealth-taktikgenren har ledt efter sit næste højdepunkt, siden Mimimi Games, skaberne af Shadow Tactics, Desperados 3 og Shadow Gambit, lukkede ned. River End Games - et studie med veteraner, der har lavet alt fra Unraveled 2 til Battlefield - er trådt til med Eriksholm: The Stolen Dream. Ifølge Eurogamers anmeldelse sigter det mod en bevidst, nedbarberet tilgang, der fokuserer på grundlæggende stealth.

En strammere, mere fokuseret stealth-oplevelse

Du begynder spillet som Hanna, den adrætte og opfindsomme hovedperson, der navigerer i sit nabolag, mens hun undgår et stort politiopbud. Der er ingen øjeblikkelig adgang til våben eller prangende gadgets; de tidlige stadier handler om at lære rytmen med dækning, skygger og distraktioner. Spændingen kommer fra timing og observation snarere end råstyrke.

Offensive værktøjer dukker langsomt op. Du får måske evnen til at kaste småsten for at lokke vagter til eller bruge en slagpil til at bedøve med. Senere kan Sebastian, det fysisk imponerende medlem af besætningen, kvæle fjender og svømme over vandforhindringer, hvilket gør ham særligt velegnet til visse kort. Alva, den tredje spilbare figur, kan klatre i afløbsrør og krydse lodrette ruter, som andre ikke kan.

Disse evner er ikke revolutionerende hver for sig - de er velkendte for alle, der har spillet stealth-taktik før. Det, der gør dem spændende, er, hvordan River End Games spreder dem over tre figurer og derefter designer missioner, hvor man skifter mellem dem i den rigtige rækkefølge. Du spiller i bund og grund et co-op stealth-spil alene, hvor du styrer hver enkelt agent efter tur for at gennemføre planer i flere trin.

Puslespil først, sandkasse bagefter

Det er vigtigt at forstå, hvad Eriksholm ikke er. Det er ikke en fri sandkasse, hvor man kan blande evner efter forgodtbefindende. Spillet bestemmer, hvilke figurer og færdigheder der er tilgængelige i hver mission, og i en stor del af kampagnen har du ikke hele holdet samlet.

Den struktur afslører spillets sande natur: Eriksholm er tættere på et puslespil end en åben stealth-simulation. Hvert møde er bygget op med en "korrekt" løsning i tankerne. Vagt A skal nedlægges før vagt C, men først efter at du har distraheret vagt B, og kun når miljømæssige farer er placeret helt rigtigt.

Nogle spillere vil måske finde det begrænsende. Men for dem, der nyder at læse vagtpatruljer, lægge mærke til placering af dækning og finde ud af timing, er det dybt tilfredsstillende. Spillets sværhedsgrad føles fint afstemt - udfordrende nok til at holde dig på tæerne uden at blive frustrerende. Forsøg og fejl spiller en rolle, men succes kommer ofte fra omhyggelig observation.

Når alle tre figurer arbejder synkront, kan du lægge indviklede planer, hvor hvert træk flyder ind i det næste og giver en følelse af orkestreret præcision. Det er et lille kick, hver gang en risikabel sekvens udspiller sig præcis som planlagt.

En by, der er værd at snige sig igennem

Miljøet er en af Eriksholms største styrker. Den fiktive by, der er inspireret af det tidlige 1900-tals Skandinavien, låner arkitektoniske og atmosfæriske stikord fra Nordfrankrig, Storbritannien og Skotlands barske kystlinjer. Resultatet er en verden, der føles jordnær og alligevel anderledes.

Du sniger dig gennem smalle gyder oplyst af gaslamper, væver dig gennem rodede havne og slumbyer og infiltrerer middelalderlige fæstninger, der er opgraderet med teknologi fra første verdenskrig. Mosbevoksede bugter og industrigårde tilføjer variation, og hvert sted er fyldt med troværdige miljødetaljer.

Kameraet er trukket tilbage for at skjule budgetbegrænsninger, men art direction kompenserer for det. Niveauerne er designet til at se beboede ud med forvitrede teksturer og rod, der antyder en verden uden for din mission.

Cutscenes er et visuelt højdepunkt, selvom de er sjældne. Forudrenderede sekvenser har udtryksfuld ansigtsanimation og subtile optrædener, der kommunikerer følelser - nervøsitet, beslutsomhed, skjult frygt - uden at stave dem ud. Man kan se, at de har været dyre at producere, men de bruges sparsomt, muligvis for at sikre, at de forbliver virkningsfulde.

Hvor historien kommer til kort

Selve plottet er brugbart, men mangler tyngde. Det flytter dig fra det ene miljø til det næste, men det skaber ikke megen hast eller følelsesmæssig tiltrækningskraft. Den centrale antagonists motivation forbliver tyndt skitseret, hvilket gør det sværere at investere i den overordnede indsats.

Spillet efterlader nogle huller, som spillerne skal udfylde, hvilket kan fungere godt, når der er en rig historie eller spændende mysterier. Her føles det mere som manglende bindevæv end bevidst tvetydighed. Konspirationstråden er der, men den er ikke understøttet af nok detaljer til, at man går op i at opklare den.

Når det er sagt, er der lommer af stærk karaktertegning. Alva er f.eks. en overbevisende figur - en gadekvinde, der styrer sit eget territorium med et netværk af unge tyve. Hun afbalancerer hensynsløs pragmatisme med glimt af moderinstinkt, hvilket skaber en spænding, der føles ægte. Hvis Eriksholm nogensinde får en efterfølger, kan hun sagtens bære den.

Forfatterskabet skinner også i tilfældige øjeblikke: overhørte skænderier mellem par, småskænderier blandt vagter, et underplot om en utro ægtefælle. Disse detaljer får verden til at føles levende og giver til tider humor til ellers anspændte missioner.

Kulisser, der leverer varen

Selv om slutningen er overvældende, indeholder rejsen dertil mindeværdige sekvenser. Måske sniger du dig gennem en labyrint af hække, som patruljeres af vagter, og du skal igennem skiftende sigtelinjer, mens du koordinerer flere karakterer. En anden mission placerer dig midt i en kamp, hvor du væver dig mellem kombattanterne for lydløst at fjerne vigtige mål uden at blive bemærket.

Miljøets variation spiller en stor rolle. Nogle områder opfordrer til lodret bevægelse, andre lægger vægt på vandveje eller snævre, labyrintlignende korridorer. Designet får dig til at tilpasse dig, og de bedste missioner belønner dig med øjeblikke, hvor alle værktøjer og færdigheder går op i en højere enhed.

Det afsluttende problem

Efter al den omhyggelige opbygning lander finalen med et bump. I stedet for et spilbart klimaks - en sidste infiltration med høj indsats eller en desperat flugt - skifter det til en ikke-interaktiv cutscene. Der er ingen afsluttende mission, der tester din beherskelse af mekanikken eller binder karakterernes buer sammen.

Denne pludselighed får spillet til at føles, som om det slutter midtvejs. I betragtning af kvaliteten af de tidligere stealth-sekvenser er det en forpasset mulighed for at efterlade spillerne med et virkelig enestående øjeblik.

En delt dom

Eriksholm: The Stolen Dream er et spil med kontraster. På den ene side er dets banedesign, mekanik og visuelle præsentation gennemgående stærk. Det respekterer din intelligens og beder dig om at observere, planlægge og udføre med præcision. Tilfredsstillelsen ved en veludført plan bliver aldrig trættende.

På den anden side mangler fortællingen kroge og indsatser til at bære dig helt igennem, og slutningen føles ufuldstændig. Karaktererne har potentiale, men kun glimt af det bliver realiseret.

Men for spillere, der sætter gameplayet først, er dette en poleret og givende oplevelse. Stealth-genren har godt af at have flere titler som denne - fokuseret, færdighedsdrevet og villig til at forpligte sig til en bestemt designfilosofi i stedet for at jagte total frihed.

I sidste ende når Eriksholm måske ikke op på højde med genrens bedste, men det er en værdig tilføjelse for fans, der vil have anspændte, klogt konstruerede stealth-puslespil i en rigt forestillet verden. Hvis du kan tilgive manglen på narrativ slagkraft, vil du finde masser at nyde i gadernes skygger.