Santa Ragiones heste konfronterer magt og misbrug i et stærkt skræmmeportræt

HORSES-anmeldelsen undersøger et spil, der er bygget op omkring tvang, frygt og moralsk pres. Santa Ragiones seneste værk fordyber spillerne i et sort-hvidt mareridt, der er formet af undertrykkelse og eskalerende psykologisk belastning. Det er en verden, hvor hver eneste handling er en test af handlekraft, der tvinger spillerne til ikke kun at konfrontere, hvad de gør, men også hvorfor de gør det.

Rapporteringen her bygger på Sarah Thwaites' anmeldelse på IGN, som gennemgår spillets struktur, temaer og mekanik, mens hun noterer sig dets kompromisløse tone. Hendes dækning fokuserer på, hvordan oplevelsen er foruroligende fra starten og bliver mere undertrykkende, efterhånden som hver opgave afslører nye lag af manipulation og udnyttelse.

Horses blev lanceret under usædvanlige forhold. Valve afviste at være vært for det og blokerede enhver Steam-udgivelse allerede før lanceringen. Epic Games Store fulgte op med en omvending i sidste øjeblik og stoppede salget på trods af tidligere planer. Til sidst accepterede GOG titlen og blev den primære salgskanal efter Steam-forbuddet. Den splittelse afspejler den bredere debat om spillets indhold og grænserne for de store butikker.

Historien følger Anselmo, en 20-årig, der sendes fra college til en gård på landet i to uger. Stedet er forkert fra det øjeblik, han ankommer. "Hestene" er nøgne mennesker i faste masker, reduceret til husdyr under en landmand, der overvåger hver eneste bevægelse med streng kontrol og en uudtalt trussel. Hver opgave skubber Anselmo dybere ind i et system, der er bygget til at knække sine undersåtter, og hver scene afslører, hvor langt landmandens rækkevidde rækker. Gården bliver en scene, hvor lydighed overvåges, og enhver afvigelse indbyder til frygt for straf.

Præsentationen læner sig kraftigt op ad stumfilmens sprog. Titelkort erstatter talte replikker, og skærmen skifter mellem kornede optagelser, live-action-indslag og skarpe, statiske kompositioner. Scenerne er afhængige af kontrast snarere end skuespil og lader seeren være fastlåst på små gestus eller gentagne bevægelser, der bliver mere foruroligende med konteksten. En svag mekanisk summen løber gennem hvert segment, efterligner gamle filmruller og skærper spillets følelse af isolation. Denne langsomme rytme skaber spænding selv i rutineopgaver.

De daglige opgaver ser enkle ud: fodre hunden, hugge brænde, gøre rent i stalden. Men hvert job fører til situationer, der underminerer enhver følelse af normalitet. Der er mangel på udstyr, pladsen på lageret er begrænset, og dyrene - eller menneskene - i staldene skifter uforudsigeligt. Selv hunden, en anden maskeret fange, bevæger sig gennem området med en foruroligende bevidsthed, der forstyrrer de planlagte ruter. Miljøet føles levende, men alligevel fjendtligt, og de mindste trusler kommer fra væsener, der er formet som redskaber til landmandens mål.

Eftersøgningssekvenser udgør nogle af de mest intense strækninger. Da flere heste flygter, fører sporet forbi gårdens porte og ender i en konfrontation, der afslører kløften mellem dem, der er fanget indenfor, og dem, der kortvarigt slipper fri. Disse korte møder har mere vægt end mange scenarier. Deres tilbageholdenhed øger frygten og lægger vægt på kontrol og konsekvens snarere end chokværdi.

Lokale beboere uddyber spændingen. En dyrlæge, en forretningsmand, hans datter og en præst dukker op i løbet af sommeren og opfører sig hver især, som om intet er galt. Deres korte samtaler antyder en stiltiende godkendelse af landmandens system. Disse karakterer forstærker ideen om, at gården kun er en del af et større hierarki. Verden omkring Anselmo føles medskyldig, ligeglad eller opgivende og efterlader ham uden nogen klar vej ud.

I nattesekvenser smelter drømme sammen med hukommelse og skubber Anselmo ind i scener, der er formet af religiøse og seksuelle traumer. Disse sekvenser fungerer uden eksposition og bruger symboler og beskåret billedsprog i stedet for forklaring. De fungerer som trykventiler, der afslører den følelsesmæssige vægt af det, Anselmo udholder i løbet af dagen. Deres tvetydighed bidrager til spillets styrke og giver spillerne plads til at fortolke i stedet for at løse hvert billede for dem.

Mekanisk friktion afbryder af og til fremdriften. Fremskridt går i stå, når opgaver ikke udløser nye instruktioner, eller når nødvendige genstande gemmer sig bag uanselige designs. Disse flaskehalse bryder fortryllelsen i en ellers omhyggeligt behersket oplevelse. Det kan føles kedeligt at lede efter en skjult genstand på en lille gård, når den omgivende fortælling arbejder så hårdt for at opretholde spændingen. Denne afbrydelse skiller sig ud, selv om den ikke overskygger spillets stærkere elementer.

Horses varer ca. tre timer, en længde, der passer til det kontrollerede tempo. Den korte spilletid holder historien fokuseret og lader hver scene tjene sit formål uden at forlænge spillerens lidelser for effektens skyld. Slutningen bringer spørgsmålene i skarpere fokus i stedet for at tilbyde klarhed eller afslutning. Anselmos plads i dette system er stadig usikker, og gårdens logik hænger ved længe efter det sidste billede.

Anmeldelsen bemærker, at Santa Ragione bruger interaktivitet til at fremtvinge refleksion snarere end til at belønne mestring. Spillerens ubehag er pointen. Hver handling rejser et spørgsmål om, hvem der har gavn af den, og hvad overholdelse betyder inden for en sådan struktur. Denne forskel adskiller Horses fra andre horrortitler, der er afhængige af fare eller overlevelsesmekanik. Her ligger truslen i selve deltagelsen.

På trods af strukturelle fejl skiller Horses sig ud med sin kompromisløse vision. Fortællingens kraft kommer ikke fra dens chok, men fra dens stille, stadige insisteren på, at spilleren skal se direkte på udnyttelsen og overveje sin egen rolle i den. Dens tilgang kan splitte publikum, men dens effekt er svær at afvise.

HORSES kan spilles på pc(GOG store).