Perfekt tidevand: Station To Station er et nostalgisk blik på tusindårsrigets ungdom

Perfect Tides: Station to Station er et nyt peg-og-klik-eventyrspil fra udvikleren Meredith Gran, der fungerer som en opfølgning på hendes titel fra 2022, Perfect Tides. Spillet foregår i en fiktiv version af Manhattan i 2003 og følger historien om Mara Whitefish, en håbefuld forfatter og universitetsstuderende, der navigerer i udfordringerne i det unge voksenliv. Det er en historie om at finde sin plads i verden, om at håndtere presset fra kærlighed og forhold og om at indse, at verden er meget større og mere kompliceret, end man nogensinde havde forestillet sig.

Spillet er et kærlighedsbrev til de tidlige 2000'ere, en tid, hvor internettet stadig var en ny og spændende grænse, og indierock var lyden af en generation, via Polygons anmeldelse. Det indfanger følelsen af at være ung og fuld af håb, selv i lyset af usikkerhed og angst. Spillets fortælling er drevet af Maras forhold til sine venner, sin familie og sine romantiske interesser. Hun er en relaterbar og sympatisk hovedperson, og hendes kamp vil vække genklang hos alle, der nogensinde har følt sig fortabt og alene i en storby. Spillets peg-og-klik-grænseflade er et nik til klassiske eventyrspil fra 1990'erne, men dets temaer og karakterer er helt igennem moderne.

Spillet er en historie om stigende angst, mens Mara føler sig både for lille og for stor til det liv, hun engang drømte om. Hun er en plante, der lige er blevet omplantet til et nyt hjem: Den friske jord føles stor for hendes små rødder, men hun vokser hurtigt i løbet af spillets etårige tidslinje. Mara kæmper for at finde ud af, hvem hun vil være i løbet af den tid, hvor hun får nye oplevelser og springer mellem forhold, der hele tiden udvider hendes horisont. Det er en masse information at suge til sig på én gang.

Et af de mest interessante aspekter af spillet er dets brug af et lille RPG-system til at følge Maras personlige udvikling. Når hun læser bøger, ser film og har samtaler med andre karakterer, stiger hendes statistik på områder som "sex", "musik" og "anarkisme". Dette system er en smart måde at repræsentere den måde, hvorpå vi formes af den kultur, vi forbruger, og de oplevelser, vi har. Spillet er også en meditation over hukommelsens og nostalgiens natur. Det er en påmindelse om, at fortiden altid er med os, og at vores minder både kan være en kilde til trøst og en byrde. Spillet er fuld af referencer til indiekulturen i de tidlige 2000'ere, fra The Strokes' og Interpols musik til Wes Andersons og Sofia Coppolas film. Men det er ikke bare et nostalgitrip.

I verden af Perfect Tides: Station to Station er internettet stadig et sted, hvor man kan komme i kontakt med mennesker fra hele verden, men det er også et sted, hvor man kan føle sig mere isoleret end nogensinde før.

Det stærkeste øjeblik kommer, da Mara besøger sin mor og bedstemor. Hendes bedstemor, som lider af hukommelsestab, er stille og indesluttet. Men da Mara spiller en sang på klaveret fra sin bedstemors ungdom, bliver hun pludselig livlig og engageret. Det er en smuk og rørende scene, som fortæller om musikkens evne til at forbinde os med vores fortid og med hinanden. Det er et øjeblik, der overskrider spillets specifikke kulturelle kontekst og taler til en universel menneskelig oplevelse. Det er en påmindelse om, at selv når vi føler os fortabte og alene, er vi alle forbundet af de fælles oplevelser af kærlighed, tab og hukommelse.

Spillet er et gribende og kraftfuldt kunstværk, som vil blive hos dig længe efter, at du er færdig med at spille det. Det er et must for alle, der nogensinde har været unge og forelskede, og for alle, der nogensinde har følt, at de ledte efter noget mere.