Blod på tastaturet: Hvorfor russiske spillere stadig konkurrerer i e-sport

Det er næsten fire år siden, at Rusland indledte sin omfattende invasion af Ukraine. Tusindvis af byer er blevet ødelagt, og utallige liv er gået tabt. Men på trods af den igangværende krig fortsætter russiske spillere med at konkurrere frit på den globale esportsscene.

I al den tid har der kun været ét bemærkelsesværdigt forsøg på at løse problemet på officielt niveau. Danmarks kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, foreslog at forbyde russiske spillere at deltage i PGL Major Copenhagen 2024 i CS2. Det initiativ førte i sidste ende ikke til noget.

Det er let at forstå hvorfor. Desværre er det stadig pengene, der styrer verden. Russiske spillere og organisationer genererer betydelige indtægter til e-sport, og økonomiske interesser vejer ofte tungere end moralsk ansvar. Men der er stadig et ubehageligt spørgsmål:

Ville det nogensinde være acceptabelt at se hold med tilknytning til islamistiske terrorgrupper deltage i store turneringer? De fleste vil være enige om, at det ville være utænkeligt. Alligevel behandles russisk deltagelse på en eller anden måde som normalt.

Sport i Rusland har aldrig været adskilt fra politik. Historisk set var russiske atleter ofte knyttet til statslige sikkerhedsstrukturer, herunder KGB, og internationale konkurrencer blev ofte brugt som dække for efterretningsindsamling og andre undergravende aktiviteter. Der er ikke megen grund til at tro, at denne virkelighed har ændret sig fundamentalt.

De penge, som russiske esportspillere tjener gennem internationale turneringer , kan - og gør det højst sandsynligt - bidrage til at støtte Ruslands militærmaskine, som fortsat fører en brutal krig mod Ukraine.

I det 21. århundrede bliver byer i hjertet af Europa bombet hver eneste dag. Civile bliver dræbt, og hele regioner står uden elektricitet og varme, selv i frostgrader på -20 °C. Og alligevel vælger en stor del af verden at opføre sig, som om alt er, som det plejer.

Det er et niveau af hykleri, som den moderne verden ikke har set i lang tid, og det mest tragiske er, at der trods alt ikke er udsigt til, at noget vil ændre sig.