Visa og Mastercard er netop blevet medlem af en klub bestående af 26 virksomheder, der forsøger at finde ud af, hvordan AI-agenter skal betale for ting

Nogen måtte jo organisere AI-agenterne, før de begyndte at bruge penge på egen hånd. Den 18. august påtog stablecoin-infrastrukturvirksomheden Rain sig den opgave og lancerede Agentic Payments Alliance (APA) med mere end to dusin virksomheder tilknyttet allerede fra første dag, herunder især både Visa og Mastercard, som ikke så ofte sidder ved samme bord.

Den fulde liste ligner noget, man ville forvente, hvis nogen havde inviteret hele betalingsbranchen til et møde: Visa, Mastercard, Fiserv, Circle, Solana, Remitly, Avalanche, Chainalysis, Fireblocks, Uniswap Labs, Turnkey, Shift4 og et dusin til – i alt 26 stiftende medlemmer. Solana Foundation bekræftede sit medlemskab direkte ved at skrive på X, at »agenter er ved at blive økonomiske aktører, og den måde, de betaler for ting på, skal foregå på et globalt penge-lag, der forbliver åbent for alle.«

Hvorfor nu?

Rains argument er grundlæggende: ingen har besvaret disse spørgsmål endnu, og nogen ville have besvaret dem dårligt, hvis ikke nogen gik sammen først. »Ingen enkelt virksomhed bør få lov til at bestemme, hvordan agenter gennemfører transaktioner på andres vegne,« sagde Rain-medstifter og CEO Farooq Malik. »Det skal komme fra de platforme, der bygger infrastrukturen, de tilsynsmyndigheder, der fastsætter reglerne, og de innovatører, der er tættest på, hvordan agenterne rent faktisk bruges i dag.«

Sherri Haymond fra Mastercard, der står for den digitale kommercialisering der, udtrykte det presserende behov på en anden måde: »Risikoen i et øjeblik som dette er ikke, at branchen bevæger sig for langsomt, men at innovationen går hurtigere end samordningen.« Det er en høflig måde at sige, at tyve virksomheder alle er ved at udvikle inkompatible versioner af det samme, medmindre de først bliver enige om nogle grundlæggende regler.

De pågældende regler er ikke ubetydelige. Hvordan ved en forhandler, at en AI-agent rent faktisk er bemyndiget til at bruge en kundes penge? Hvad betyder svindelopsporing overhovedet, når »kunden« ikke skriver noget, ikke har en placering og ikke opfører sig som en menneskelig kunde? Hvem ejer loyalitetspoint, når det er en agent og ikke en person, der foretager købet? Der er endnu ikke noget svar på noget af det, og det er netop det hul, som APA siger, at de ønsker at lukke.

Hvad bidrager Rain egentlig med her?

Rain dukkede ikke op med tomme hænder. Virksomheden har brugt det seneste år på at udvikle et Agent Control Layer og noget, de kalder Scoped Cards – betalingsoplysninger, der giver en AI-agent mulighed for at bruge penge, men kun inden for de grænser, som et menneske først har fastsat. Det arbejde er tilsyneladende det, der gav Rain tilstrækkelig troværdighed til at samle resten af branchen i stedet for blot at opbygge sin egen lukkede version af agentbetalinger.

Strukturelt set er APA ikke Rains ejendom. Det beskrives som en arbejdskoalition, der styres kollektivt af dens stiftende medlemmer, som selv vil fastlægge vedtægterne og missionen i stedet for at modtage ordrer fra den, der har lanceret den. De første prioriteter er: fælles forskning, afprøvning af standarder for agenters identitet og autorisation samt lobbyvirksomhed over for tilsynsmyndighederne, inden disse udarbejder regler uden input fra branchen. Stifterne får også først adgang til Rains »Agentic Startup Program«, et acceleratorprogram, hvor den første årgang på fem startups vil præsentere deres løsninger direkte for alliancens medlemmer.

Zil Bareisis, direktør hos betalingsanalysefirmaet Celent, sammenlignede initiativet med EMVCo, den organisation, der for årtier siden fik Visa, Mastercard, Amex og de øvrige kortnetværk til at blive enige om sikkerhedsstandarder for chipkort. Det er ikke en perfekt analogi, da EMVCo udsprang af en eksisterende branche med etablerede rammer, mens agentbaseret handel stadig er i færd med at finde ud af, hvordan »transaktionen« overhovedet ser ud. Men tanken er den samme: Det er bedre at udarbejde fælles standarder tidligt end at rydde op i et virvar af inkompatible standarder senere.

Dette er den tredje eller fjerde kamp om markedsandele i år – ikke den første!

Her er det, der gør APA interessant i stedet for blot at være endnu en pressemeddelelse: den står ikke alene. Google har sit eget Agent Payments Protocol (AP2), et åbent regelsæt til verifikation af agentinitierede transaktioner, og Mastercard er også med som støtte her, idet selskabet sidder i to konkurrerende standardiseringsorganer på én gang. Coinbase har i mellemtiden lanceret x402 Foundation under Linux Foundation med Cloudflare og Stripe som medstiftere og har fået Google, Microsoft, AWS og – igen – både Visa og Mastercard med om bord. Og Stripes egen Tempo-blockchain gik i luften tidligere på året sammen med Machine Payments Protocol, der er udarbejdet i samarbejde med Tempo og støttet af lanceringspartnere, der omfatter Anthropic, OpenAI, DoorDash, Shopify og endnu en gang Visa og Mastercard.

Jeg vender hele tiden tilbage til det mønster. Den samme håndfuld betalingsgiganter spreder deres indsats ved at tilslutte sig enhver koalition for agentbaserede betalinger, der dannes, hvilket enten betyder, at de virkelig endnu ikke ved, hvilken standard der vinder, eller at ingen af disse »alliancer« egentlig handler om konsensus. Det handler om ikke at blive lukket ude af den, der vinder. Sandsynligvis begge dele.

Circles tilstedeværelse i APA passer til virksomhedens åbenlyse interesse: Som udsteder af USDC er mere handel med agenter, der er denomineret i stablecoins, direkte godt for Circles forretning. Solanas engagement signalerer, hvilke blockchain-økosystemer der vil have en del af det transaktionsvolumen, når det først begynder at strømme i stor skala. Ingen af virksomhederne skjuler motivet, og der er intet galt i det, men det er værd at nævne det i stedet for at lade som om, at alle har tilsluttet sig udelukkende af samfundspligt.

Det tal, alle bliver ved med at nævne

McKinseys prognose – 3 til 5 billioner dollar i global agentbaseret handel inden 2030 – dukker op i bogstaveligt talt alle meddelelser om dette område, herunder APA's. Det er et stort tal og også den slags prognose, der er umulig at verificere fem år frem i tiden og alligevel let at gentage. Det er værd at betragte det som en retningsgivende vurdering snarere end et faktum: noget inden for betalinger er ved at ændre sig på grund af AI-agenter, og ingen, heller ikke McKinsey, kender faktisk omfanget af det endnu.

Det, der er virkeligt lige nu, er mindre og mere konkret: et problem med agenters identitet, et problem med svindelopsporing, der ikke kan løses med eksisterende værktøjer, og et reguleringsmæssigt tomrum, som 26 virksomheder hellere vil udfylde i fællesskab end at få det udfyldt for sig. Om APA ender med at få samme betydning som EMVCo, eller om den ender som en af flere konkurrerende standarder, der aldrig helt smelter sammen, er virkelig et åbent spørgsmål. Foreløbig er det endnu et tegn på, at betalingsbranchen har besluttet, at AI-agenter, der bruger penge, ikke længere er en hypotese.