Anmeldelse af Baby Steps: Fysiksatire får 85 point med slapstick-udfordring i åben verden

Baby Steps er et indie-eksperiment til 18 dollars, som gør den simple handling at gå til en udmattende og morsom prøvelse. Spillet, der er udviklet af Gabe Cuzzillo, Maxi Boch og Bennett Foddy og udgivet af Devolver Digital, skubber spillerne ud i en vildmarkstur som Nate, en 35-årig slacker, der snubler fra sin sofa og ind i en surrealistisk bjergbestigning. I stedet for power-ups eller poleret parkour er bevægelse knyttet til akavede fysiske input, hvor selv det at løfte en fod føles som et sats.

I PC Gamers anmeldelse gav Jody Macgregor spillet 85/100 point og fremhævede, hvordan Baby Steps med succes forvandler slapstick-fysik til både komik og kritik af den moderne open-world-formel. Hans analyse indfanger spillets blanding af absurd fiasko, frustrerende gentagelse og lejlighedsvis genial satire.

Opsætningen er bedragerisk ligetil. Nate, der er strandet i vildmarken uden sko og balanceevne, sætter sig for at bestige et fjernt bjerg. Hvert skridt, hver snublen og hver faceplant bliver en del af rejsen. Det anbefales på det kraftigste at bruge en controller, hvor triggere og sticks er bundet til fodbevægelser. Denne detaljerede kontrol giver præcision, men ikke megen elegance, så Nate vralter rundt som en elg på isen. Hvert fald kan ødelægge flere minutters fremskridt, og hver klatring kræver tålmodighed på grænsen til masochisme.

Det, der gør Baby Steps bemærkelsesværdigt, er, hvordan det gør grin med konventionerne for både overlevelsesudfordringer og eventyr i den åbne verden. Spillet er fyldt med improviserede mellemsekvenser, hvor Nate afviser ethvert tilbud om hjælp, lige fra kort til vandresko. Han legemliggør arketypen af en stædig gamer, der nægter at tage genveje, en satire over sværhedsgraden og "hardcore" selvvalgte udfordringer. Det er et smart twist, som holder fortællingen skarp, selv når det fysiske gag begynder at blive tyndslidt efter de første par timer.

Selve verden er et kludetæppe af slapstick-forhindringer: mudderskred, usikre stiger, klippevægge og bizarre zoner som Box Hell, en labyrint af pap. Det er en konstant fare at miste ting, og hatte og værktøj bliver let forlagt i fald. Selv enkle mål, som at bringe genstande tilbage til ildtårne eller klatre efter samleobjekter, bliver til lange farcer, når Nates klodsede krop saboterer alle forsøg. Spillerne vil ofte bruge mere tid på at jagte tabt udstyr end på at komme videre mod toppen.

Men på trods af al sin frustration er Baby Steps konsekvent sjovt. De akavede animationer, den improviserede dialog og Nates selvudslettende personlighed skaber en rytme, hvor det at fejle er en del af underholdningen. Macgregor bemærkede, at mens de første syv timer bød på endeløse grin, blev de følgende timer mere og mere drænende gentagelser. Alligevel gav den skarpe dialog og historiens øjeblikke motivation nok til at fortsætte.

Valgfrie udfordringer tilføjer variation, men den virkelige kerne er selve klatringen. Hvert biom introducerer nye farer, fra sandede skråninger til myretunneler, og tvinger til at eksperimentere. Nogle stier virker umulige, indtil vedholdenhed eller et lille overset trick afslører vejen. Spillet leger med spillerens psykologi og straffer utålmodighed, mens det belønner langsom tilpasning. Baby Steps er dog ikke bange for at læne sig op ad direkte uretfærdighed med øjeblikke, som mange spillere vil finde bevidst absurde eller irriterende.

Det, der adskiller Baby Steps fra andre "masocore"-eksperimenter, er dets satiriske kant. I stedet for at glorificere triumf over modgang belønner spillet udholdenhed med komiske mellemsekvenser og karakterinteraktioner. Resultatet handler mindre om mestring og mere om at udholde joken, indtil punchlinen lander. Efter næsten 15 timers klodset klatring omformer oplevelsen, hvordan spillere sætter pris på grundlæggende bevægelse i andre spil. Som Macgregor påpegede, fremhæver skiftet til en flydende actiontitel som Borderlands 4 umiddelbart efter kontrasten og forstærker Baby Steps' designformål.

Tjek Baby Steps på Steam.

Baby Steps fortjener sin 85-score som en sisyfosagtig, men givende parodi. Det får det til at føles som en præstation at gå, gør fald til slapstick og spidder den åbne verdens overdrev gennem bevidst akavethed. For spillere, der er villige til at udholde dets frustrationer, tilbyder det en unik blanding af komik og udfordring, der bliver hængende længe efter Nates sidste snublen.