Anmeldelse af Formula Legends – En legende hyldest til syv årtiers F1

Formula Legends er et arkade-racerspil, der griber Formel 1 an fra en helt anden vinkel end Codemasters' årlige simuleringer. Spillet, der er udviklet af 3DClouds, studiet bedre kendt for Paw Patrol Grand Prix og Gigantosaurus: Dino Kart, ligner på overfladen en børnevenlig oplevelse, men det viser sig hurtigt at være noget langt mere ambitiøst. Det dækker over syv årtiers motorsportshistorie med sine egne fiktive kørere, ulicenserede biler og udviklende baner, og forsøger at opbygge en omfattende hyldest til Formel 1's udvikling. Resultatet er farverigt og overraskende detaljeret, men også hæmmet af inkonsekvente designvalg og mangel på konkurrencedygtige multiplayer-muligheder.

Luke Reillys anmeldelse på IGN understreger denne usædvanlige dualitet og påpeger, at selvom Formula Legends konsekvent underholder med charme og sans for detaljer, vakler det også med styringsforsinkelser, uforudsigelig AI og begrænset racerstruktur. Disse fejl underminerer ikke helt oplevelsen, men de forhindrer spillet i at nå de standarder, der er sat af de mest polerede racertitler.

Formula Legends åbner med en karrieretilstand, der strækker sig over syv årtier, startende fra 1960'erne og videre gennem sportens store æraer. I modsætning til de fleste racerspil, der tvinger spillerne ind i en streng kronologisk sti, giver det frihed til at hoppe mellem æraer, når bestemte mesterskaber er vundet. Denne fleksibilitet betyder, at spillerne kan nyde et mesterskab fra 1980'erne, låse op for en bil fra 2020'erne og derefter gå tilbage til 1990'erne uden at skulle slide sig igennem hver eneste begivenhed derimellem. Designet belønner progression, men undgår monotoni, en balance, der adskiller strukturen fra traditionelle motorsportstitler.

Det ulicenserede format behandles ikke som en begrænsning. I stedet fylder 3DClouds holdlisterne med ironiske kørernavne som Osvald Pastry, Luis Hammerton, Marvin Brubble og Shoemaker-brødrene. Holdene og kørerne eksisterer som karikaturer snarere end autentiske genskabelser, men de læner sig op ad den legende tone. Der er lejlighedsvise fejltrin, som f.eks. at Alan Jones blev omdøbt til Al John og uforklarligt flyttet fra Australien til New Zealand i 1980'erne, men paroditilgangen giver spillet en unik stemme. Manglen på officielle licenser gør det klart, at Formula Legends ikke konkurrerer med Codemasters' F1-serie i autenticitet, men det kompenserer ved at omfavne let kreativitet.

Bilmodellerne følger også denne retning. De er kompakte og overdrevne, med en legetøjsagtig kvalitet, der minder om Micro Machines, og lyddesignet matcher sansen for detaljer. Hver raceræra kommer med distinkte motortoner, fra tordenen fra V10'erne til de forholdsvis afdæmpede toner fra moderne hybridmotorer. Selvom der er et teknisk problem, hvor moderne billyde nogle gange klippes ud, forstærker sansen for detaljer i motorudviklingen udviklernes engagement i at repræsentere årtiers Formel 1-atmosfære.

Banerne får samme behandling. Hver lokation er tilgængelig i forskellige konfigurationer, der udvikler sig over tid og præsenterer vintage-, klassiske og moderne versioner. For eksempel kan en tysk bane fremstå som en stor, skovomkranset hyldest til Nürburgring Nordschleife eller som en kortere, mere konventionel Grand Prix-bane i sin moderne form. En australsk bane skifter mellem layouts inspireret af Adelaide og Melbourne, mens filtre kan anvendes på løb for at få et vintage-filmkornslook eller en CRT-tv-effekt. Disse små detaljer afspejler udviklernes intention om at fordybe spillerne i en anden tidsperiode i stedet for blot at give banerne et nyt look.

Opmærksomheden på detaljer er ensartet i hele præsentationen, men præstationen på banen afslører spillets svagere side. Styring føles ofte forsinket, hvilket gør præcisionssving vanskeligere end det burde være. Hurtige retningsskift, især i chikaner, kan føre til klodsede korrektioner. Reilly bemærker, at denne forsinkelse i kontrol bliver frustrerende over længere sessioner, da det forhindrer spillerne i at finde en jævn rytme. Det er muligt at tilpasse sig håndteringen, men manglen på respons forbliver mærkbar selv efter længere tids spil.

AI-modstanderne er et andet tilbagevendende problem. Kontakt med dem resulterer ofte i overdrevne reaktioner, såsom understyring direkte ind i barrierer eller at blive tvunget til at sænke farten dramatisk. På nogle baner er AI-modstandere lette at overhale, men på andre, især Monaco-ækvivalenten, præsterer de pludselig på et urealistisk niveau. Manglen på sværhedsjusteringer mellem individuelle løb i et mesterskab forværrer problemet. Når en sværhedsgrad er valgt, forbliver den fast for hele sekvensen, hvilket betyder, at en spiller kan suse forbi modstandere på én bane kun for at blive overvældet på den næste uden mulighed for at omkalibrere.

Disse problemer forstærkes af fraværet af multiplayer. Uden online- eller split-screen-tilstande bliver den inkonsekvente AI den eneste konkurrence. Racerfans, der foretrækker at teste deres færdigheder mod andre spillere, står tilbage med karriereudvikling som hovedfokus. Selvom karrierestrukturen i sig selv er stærk, føles dens potentiale undergravet af manglen på menneskelig rivalisering.

Der er dog elementer, der løfter raceroplevelsen på trods af disse frustrationer. Dækslid, pitstrategier og dynamisk vejr er inkluderet og tilbyder taktiske beslutninger i løbet. Valget af, om man skal pit-sætte eller strække dækkene i endnu en omgang, introducerer risiko-belønningsmomenter, der kan ændre løbsresultaterne. Inkluderingen af disse systemer er ambitiøs for et spil, der ellers prioriterer en let og tilgængelig tone. Det antyder, at udviklerne havde til hensigt, at Formula Legends skulle være mere end et forenklet, børneorienteret racerspil.

Formula Legends fungerer bedst som et historisk uddrag af Formel 1's stilistiske epoker snarere end som en finjusteret racersimulator. Spillere, der er bekendt med titler som Art of Rally eller Circuit Superstars, vil genkende top-down-perspektivet og den stiliserede kunstneriske retning, men Formula Legends adskiller sig ved at forsøge at indkapsle udviklingen af en hel sport. Det fremhæver skiftet fra landlige baner omgivet af høballer til urbane racerbaner, ændringer i motorkultur og udviklingen af bildesign gennem parodi.

De nostalgiske referencer strækker sig også til den visuelle stil. Valgfrie filtre transporterer spillerne til æstetikken fra 1980'erne og 1990'erne og forankrer racerløbet yderligere i den valgte æra. Spillet tilbyder ikke blot temabaserede baner og biler; det forsøger at fremkalde mediepræsentationen og den kulturelle erindring, der er forbundet med hver tidsperiode. Denne indsats understreger udviklernes passion for Formel 1-historien, selv uden officielle licenser.

Ulemperne ved styreforsinkelse, inkonsekvent AI og manglende multiplayer forhindrer Formula Legends i at være universelt appellerende. For dedikerede racerfans kan disse problemer mindske følelsen af konkurrence. For almindelige spillere kan de særprægede køreegenskaber være en hindring for at nyde karrierens dybde. Men for spillere, der værdsætter kreative hyldester til motorsportshistorien, tilbyder Formula Legends noget særligt i nutidens racerspilslandskab.

Formula Legends står som et farverigt alternativ til de realistiske simuleringer, der dominerer Formel 1-spilverdenen. Dets legende karikaturer, udviklende baner og sans for detaljer viser en ægte beundring for sportens arv. Samtidig holder dets manglende polerede gameplay-mekanik det tilbage fra bredere anerkendelse. For spillere, der er villige til at acceptere dets ufuldkommenheder, tilbyder det en givende rejse gennem en fiktionaliseret tidslinje med åbent hjul-racing. For andre kan fraværet af konkurrencemæssig balance og multiplayer være for begrænsende.

I sidste ende handler Formula Legends mindre om at konkurrere med den officielle F1-franchise og mere om at fejre årtiers racerkultur gennem sit eget aparte blik. Det lykkes at bringe nostalgi, humor og variation til genren, selvom det ikke altid kan levere ensartet racerpræstation.