Hades 2's hemmelige nye karakter gør grin med, at nektar bliver byttet for souvenirs

Supergiant Games har stille og roligt tilføjet et velkendt ansigt til Hades 2. Spillere, der afslutter hovedhistorien og dykker ned i spillets postgame, kan nu møde Zagreus, den originale hovedperson fra det første Hades, i en række møder, der ikke kun udvider historien, men også gør grin med en af seriens mest genkendelige mekanismer - at give Nectar og Ambrosia som gave som Keepsakes.

Tilføjelsen kommer i spillets 1.0-udgivelse, hvor Melinoe, den nye hovedperson, får adgang til nyt endgame-indhold. Ved at acceptere en Infernal Contract kan hun møde Zagreus i Elysium, hvilket fører til et længe ventet søskendesammenstød. Dette er heller ikke bare en engangskamp. Spillere kan forsøge kampen flere gange og låse op for nye dialogudvekslinger, der kaster lys over, hvad der er sket mellem begivenhederne i de to spil.

Her er en anmeldelse af Hades 2 fra et større medie.

Sejren over Zagreus giver Melinoe et souvenir direkte fra ham, en belønning, der også fungerer som en metajoke. Med hans egne ord hævder han, at han "altid har ønsket" at give et. Denne linje er en bevidst henvisning til, hvordan spillere ofte farmer souvenirs ved gentagne gange at uddele Nectar i begge spil.

Humoren strækker sig endnu længere, da Melinoe foreslår, at de burde "dele Ambrosia" i stedet for at støde sammen i det uendelige i kamp. Zagreus svarer, at der ikke er nogen grund til det, da hun allerede har hans Keepsake. Hans bemærkning er en klar anerkendelse af, hvordan spillerne griber relationssystemet an, og koger det ned til at bytte gudernes drikke for håndgribelige bonusser.

"Hvad angår Ambrosia, så har du allerede fået et minde fra mig, så det er ikke nødvendigt!" — Zagreus

Denne legende frem-og-tilbage-diskussion fremhæver, hvor selvbevidst Hades 2 er omkring sine systemer. Udviklerne erkender, at mange spillere ser Nectar og Ambrosia som ligefremme valutaer, på trods af den større narrative kontekst omkring dem. Ved at lade Zagreus give udtryk for dette perspektiv, bygger spillet bro mellem spilleradfærd og dialog i spillet på en måde, som få RPG'er forsøger sig med.

Ud over vittighederne tjener møderne mellem Melinoe og Zagreus et dybere formål. De uddyber familiedynamikken, giver ny indsigt i, hvad der skete efter det første spil, og giver dedikerede spillere en chance for at engagere sig i mere lagdelt historiefortælling. Det forstærker også, hvordan begge hovedpersoner – selvom de er fanget i en cyklus af roguelike-gameplay – beskrives som bevidste om deres egne endeløse kampe.

Inkluderingen af Zagreus viser Supergiants engagement i at forbinde efterfølgeren med sin forgænger, samtidig med at tonen holdes skarp. Fans, der forventer en ligefrem fortsættelse, finder i stedet en smart blanding af narrativ afslutning og ironiske kommentarer. Nu hvor spillet efter spillet tilbyder disse udvekslinger, fortsætter Hades 2 med at blande givende gameplay-loops med karakterdrevet historiefortælling, der direkte adresserer, hvordan spillerne interagerer med dets mekanikker.

For mangeårige fans er Zagreus' tilbagevenden ikke bare en tilbagekaldelse. Det er en legende udvidelse af verdenen, der minder spillerne om, hvorfor det første Hades blev så fremtrædende i roguelike-genren, og hvorfor efterfølgeren fortsætter med at flytte grænser både i narrativt design og metabevidsthed.