Anmeldelse af Daemon x Machina: Titanic Scion – Større, dristigere, men stadig ujævn

Marvelous er vendt tilbage til sin mech-action-serie med Daemon x Machina: Titanic Scion, en direkte efterfølger til det Nintendo Switch-eksklusive Daemon x Machina fra 2019. Seks år senere får serien en større omarbejdning med en mindre tilgang til mechs, udvidet udforskning af åbne verdener og et dybere tilpasningssystem. Resultatet er et stærkere og mere selvsikkert spil, omend stadig hæmmet af præstationsproblemer og narrative ujævnheder.

Cameron Swans anmeldelse på GameRant giver et klart perspektiv på, hvad Titanic Scion opnår, og hvor det vakler. Spillet drager fordel af smarte justeringer af sine kernesystemer, men især Nintendo Switch 2- porten gør det svært at nyde det optimalt. Swans vurdering fremhæver, hvordan Titanic Scion øger sin mekaniske dybde, samtidig med at det snubler over tekniske forhindringer.

Historien finder sted hundreder af år efter begivenhederne i det originale Daemon x Machina. Trods velkendte fraktionsnavne som Reclaimers og Outers, er deres roller blevet gentænkt i en ny setting. Spillerne påtager sig rollen som en Outer, der er tvunget til at forlade sine egne rækker, kun for til sidst at tage Reclaimers' parti i deres desperate kamp for overlevelse på en forfalden planet. Plottet byder på en overraskende mængde karaktervariation og narrative drejninger, men nogle af afsløringerne sent i spillet virker forhastede og indviklede. Leveringen lider også under stiv lipsynkronisering, akavede pauser i mellemsekvenser og kampdialog, der bliver gentagne over tid. Den anime-inspirerede flair er bestemt til stede, men udførelsen er ikke altid ensartet.

Hvor Titanic Scion skinner klarest, er i gameplayet. De massive mechs i bygningsstørrelse fra det første spil er blevet erstattet af mindre exodragt-lignende arsenaler, hvilket giver meget hurtigere og mere flydende bevægelse. At flyve med et hurtigt dobbelttryk føles tilfredsstillende, især i åbne områder, og kamploopet er blevet omstruktureret omkring alsidighed og eksperimentering. Kamp drejer sig om fire primære våbenkategorier - skydevåben, nærkamp, specialvåben og skjold - der hver forgrener sig i flere unikke våbentyper, der opfører sig forskelligt i praksis. Nærkampssystemet, forbedret af en flinch-mekanik, opfordrer til aggressivt spil, samtidig med at det opretholder balancen mod afstandskamp.

Tilpasning skubber Titanic Scion endnu længere frem. Hver del af et arsenal – fra hjelme og armbeskyttere til greb – kan blandes, matches og opgraderes. Tilføjelser og vedhæftninger udvider mulighederne, mens et mutationssystem, der er knyttet til at besejre gigantiske udødelige fjender, introducerer endnu mere dybde. Disse mekanikker skaber en løkke, hvor det at samle dele fra faldne fjender eller bosser bliver meningsfuldt, og hvert møde fører til eksperimentering.

Bosskampe mod eliteholdet Neun repræsenterer spillet, når det er mest ambitiøst. Disse dueller kombinerer overdreven anime-stil med mekanikker inspireret af stealth-action-serier som Metal Gear, hvilket skaber kampe, der udfordrer spillerne til at gentænke deres opsætninger. Kampene mod Neun-medlemmer spænder fra usynlighedsgimmicks til at kommandere tårne eller kontrollere fjendtlige væsner, hvilket sikrer variation gennem hele kampagnen.

Titanic Scion læner sig også op ad et åbent verdensdesign og opdeler sine miljøer i tre store biomer fyldt med valgfrit indhold. Spillere kan støde på strejfende fjender, udvinde ressourcer, afdække våbenlagre og teste sig selv mod magtfulde oververdensbosser. Sovereign Axiom Facilities, dungeon-lignende instansområder med udvindingsskydeelementer, tilføjer strukturerede udfordringer. Selvom disse dungeons nogle gange kan kollidere med spillets hurtige flymekanikker på grund af trange pladsforhold, giver de ekstra indhold til spillere, der ønsker at grinde udstyr eller teste builds.

Reclaimer Base-hubben binder det hele sammen. Den centraliserer missionsvalg, tilpasning af udstyr, udformning og kosmetiske muligheder, hvilket strømliner nedetiden mellem missioner. Den kosmetiske frihed er omfattende, med farveskemaer, klistermærker og transmog-muligheder, der giver spillerne mulighed for at bygge unikke Arsenal-looks uden at ofre ydeevne. Valgfrit sideindhold som Overbullet, et kortspil, og Coliseum, et sæt 1v1-kampudfordringer, giver adspredelser, der passer komfortabelt ind i spillets tone.

Kampagnen kan afsluttes på cirka ti timer, men bredden af sideindhold og co-op-spil forlænger dens levetid. Inkluderingen af co-op for tre spillere med delt missionsfremgang sikrer, at multiplayer ikke føles som en eftertanke.

Desværre underminerer Titanic Scions præstation meget af spillets fremskridt på Nintendo Switch 2. Selvom spillet ikke dræner den håndholdte konsols batteri for meget, og karaktermodellerne er brugbare, mangler omgivelserne polerede elementer. Teksturer virker ofte flade og slørede, og projektiler blander sig med baggrunde, hvilket nogle gange forårsager urimelige dødsfald. Billedhastigheden er inkonsekvent med hyppige dyk i større kampe og lejlighedsvise nedbrud, når spillet genoptages fra standbytilstand. Kameraproblemer forstyrrer yderligere kampene mod massive fjender, og lange indlæsningstider bliver frustrerende på grund af konstant bevægelse mellem biome og hub. Disse tekniske problemer understreger behovet for mere optimering af Nintendos hardware.

Trods manglerne i Switch 2 har Titanic Scion et imponerende soundtrack. Spillet, der er produceret af Bandai Namco Studio Sound Team, giver dets blanding af techno og metal energi til både kamp og udforskning, hvilket forstærker spillets intensitet. Musikken holder momentum, selv når grafikken har svært ved at følge med.

I sin kerne er Daemon x Machina: Titanic Scion et givende mech-action-spil. Dets eksperimentelle systemer, fleksible tilpasningsmuligheder og livlige boss-design hæver det over den blandede modtagelse af sin forgænger. Klodset historiefortælling og tekniske fejl forhindrer det dog i at sikre sin plads blandt generationens bedste mech-action-oplevelser. Det lykkes bedst, når spillerne er i luften, eksperimenterer med builds og tester sig selv mod skræmmende fjender. Det vakler, når verden føles flad, eller når præstationen trækker spillerne ud af deres fordybelse.

For spillere, der fandt potentiale i originalen, men ønskede mere raffinement, leverer Titanic Scion. For dem, der leder efter et poleret Nintendo Switch 2-showcase, kan dets problemer vise sig at være svære at ignorere. Marvelous har skabt en bedre, bredere og mere kompleks efterfølger, men den forbliver ujævn i udførelsen.