Anmeldelse af Goodnight Universe - Babys POV-indiespil

Goodnight Universe Review kommer fra skaberne af Before Your Eyes med en velkendt interesse for hukommelse, perception og skrøbelige menneskelige bånd. Spillet stiller sine spørgsmål stille og roligt og lader spilleren sidde med dem. Det indrammer hele sin historie gennem øjnene på Isaac, en nyfødt, som ikke kan tale, gå eller kontrollere sine omgivelser på nogen almindelig måde, men som alligevel forstår sprog, følelser og konsekvenser med foruroligende klarhed.

Åbningen slår tonen an uden skuespil. En bedstefar ser ned på barnet og lover en genforening, men forsvinder så ud af historien ved en pludselig død. Tabet sker hurtigt og uden ceremoni. Fra det øjeblik centrerer spillet sig om en lille familie, der kæmper for at holde sammen på sig selv. En mor bærer på en uforløst vrede mod sin egen far. En far arbejder til udmattelse for at forsørge en husstand, der allerede er tyndslidt. En teenagesøster står over for at skulle flytte hjemmefra efter at have fået et stipendium til MIT, og hun er usikker på, om hendes intelligens skal tjene en virksomhed, hun ikke stoler på. Isaac lytter til det hele, magtesløs i forhold til at reagere, men fuldt bevidst.

Goodnight Universe bruger denne ubalance til sin fordel. Spillerens manglende evne til at tale bliver et narrativt redskab snarere end en begrænsning. Samtalerne omkring Isaac udfolder sig som tilståelser snarere end udvekslinger. Hans mor taler til ham, som om han var en terapeut, og deler sandheder, som hun undgår med alle andre. Spillet behandler disse øjeblikke med tilbageholdenhed og lader stilhed og varighed gøre arbejdet i stedet for dialogtunge udlægninger.

Isaacs indre perspektiv er forankret i performance og lyd. Lewis Pullman lægger stemme til karakteren med dæmpet nysgerrighed snarere end åbenlyse følelser. Lydsporet understøtter følelsesmæssige skift uden at signalere dem for aggressivt og giver scenerne plads til at trække vejret. Musikken fader ofte ind, efter at øjeblikke allerede er landet, og forstærker refleksionen i stedet for at lede den.

Mekanisk set bygger Goodnight Universe på det eye-tracking-koncept, der blev introduceret i Before Your Eyes. Spillerne kan bruge et webkamera, så det at blinke har direkte indflydelse på spillet. Blink udløser psykiske handlinger, flytter objekter eller afslutter scener ved at trække Isaac tilbage til bevidstheden. Mekanikken giver fysisk vægt til opmærksomhed og undgåelse. At vælge ikke at blinke giver øjeblikke mulighed for at dvæle, mens det at blinke kan føles som tilbagetrækning. For spillere uden webcam replikerer controller-input disse handlinger gennem retningsbestemte bevægelser og markørbaserede valg. Fortællingen forbliver intakt uanset kontrolmetode.

Som historien skrider frem, udvikler Isaac psykiske evner, der udvider både gameplay og tema. Han kan løfte genstande, påvirke maskiner og læse tanker. De første anvendelser er intime og hjemlige, som f.eks. at hjælpe med at gøre rent i et værelse eller stille og roligt hjælpe sin søster, mens hun spiller guitar. Senere sekvenser skubber disse kræfter ind i et område med højere indsatser, herunder undgåelse af overvågning og flugt fra indespærring, alt imens Isaac forbliver fysisk ubevægelig i en krybbe. Kontrasten mellem hjælpeløshed og magt bliver aldrig komfortabel. Det skaber spænding snarere end styrke.

Tempoet afspejler dette design. Afsnittene bevæger sig langsomt, når den følelsesmæssige vægt er vigtig, og strammer så til i øjeblikke, der kræver hurtig handling. Styringen kan føles upræcis i sekvenser, hvor man skal flytte flere objekter under tidspres, men disse øjeblikke er begrænsede. Det meste af oplevelsen prioriterer observation frem for udfordring og opfordrer spillerne til at lægge mærke til små bevægelser, overhørte replikker og uudtalt vrede.

Historiens drejning mod en ekstern konflikt føles uundgåelig. En virksomhed afdækker detaljer fra bedstefarens fortid og anerkender Isaac som noget, der skal studeres i stedet for at beskyttes. Skiftet introducerer velkendte genreelementer, men spillet modstår at blive til et skuespil. Selv når indsatsen eskalerer, forbliver fokus på, hvordan hver beslutning påvirker familiens evne til at holde sammen eller falde fra hinanden.

Goodnight Universe understøtter genspilning uden at udvande dets virkning. Valg fører til forskellige resultater, og strukturen opmuntrer til at gense scener med nye intentioner. Oplevelsen er kort nok til, at man kan gennemføre den på én gang, hvilket passer til den følelsesmæssige bue. At spille igen føles ikke som at fylde indhold på, men som at genbesøge et minde fra en anden vinkel.

I bund og grund handler spillet om arv, ikke bare af magt, men også af fortrydelse, frygt og forventning. Isaac kan ikke vælge den familie, han er født ind i, kun hvordan han reagerer, når han får chancen. Fortællingen undgår klare konklusioner. Den accepterer, at omsorg ikke udvisker skader, og at kærlighed ofte kommer sammen med fiasko.

Dette spil leverer et fokuseret narrativt eventyr, der bruger sin mekanik til at forstærke sine temaer i stedet for at distrahere fra dem. Nice Dream har skabt et spil, der observerer familien som noget skrøbeligt, kompromitteret og stadig værd at beskytte, selv når beskyttelsen har en pris.

Goodnight Universe kan spilles på pc (Steam).