Det glemte Grinch-spil til PS1 slutter med en scene, der stadig føles forkert

Grinchen dukker op igen hver december i butikkerne og på skærmene, men en af dens mærkeligste optrædener kom stille og roligt i 2000 gennem et licenseret videospil, som de fleste spillere aldrig færdiggjorde. Grinchen, der blev udgivet sammen med Jim Carreys live-action-film, blev lanceret på PlayStation, Sega Dreamcast og Windows PC med lidt opmærksomhed og mindre kærlighed. To årtier senere har dens slutning fået et andet liv online af grunde, som de oprindelige udviklere sandsynligvis aldrig havde til hensigt.

Grinchen blev udgivet af Konami i november 2000 som en kobling timet til filmens biografpremiere. Præmissen holdt sig tæt på kildematerialet. Grinchen mister sine tegninger til at stjæle julen og mister tårerne gennem Whoville, der forsøger at finde dem, smadre dekorationer, stjæle gaver og sabotere julestemningen. Spillet fremstillede denne ødelæggelse som slapstick-spil, blødgjort op for yngre spillere og polstret med simple platformingsmål.

Kommercielt førte det ingen vegne. Grinchen solgte angiveligt omkring 20.000 eksemplarer, et svagt resultat selv efter datidens standarder for licenserede spil. Den kritiske respons landede i det mellemste til lave interval, hvor anmeldere nævnte gentagne mål og klodsede mekanikker. GamePro opsummerede den generelle reaktion i en kort dom, der fulgte spillet i årevis.

"Selvom et par få af Grinchens opgaver er sjove, er resten enten kedelige, frustrerende eller begge dele." — GamePro

Med anmeldelser, der svævede omkring 5 ud af 10, forsvandt spillet hurtigt. Få spillere nåede slutningen, og endnu færre havde grund til at gense det. Denne uklarhed er netop grunden til, at den sidste scene nu føles så chokerende, når den genopstår gennem moderne klip og streams.

Da spillet slutter, gennemgår Grinchen sin forventede forvandling. Han begynder at føle hengivenhed for julen og for indbyggerne i Whoville. Fremstillet i et anstrengt Jim Carrey-indtryk, udspiller øjeblikket sig med overdreven oprigtighed, da han annoncerer sin holdningsændring og returnerer de stjålne gaver med kane. Han spreder dem over byens torv og beder om tilgivelse fra Who'erne, der er samlet nedenfor.

Det, der følger, opgiver charmen fuldstændigt. Cindy Lou, der træder frem og inviterer ham til at deltage i festlighederne.

"Kom og syng med os!" — Cindy Lou Who, Grinchen (2000)

Scenen er gengivet med lavpolygonmodeller fra starten af 2000'erne og låser sig fast i en uhyggelig tone. Karaktererne svajer stift. Mundene bevæger sig næsten ikke, når stemmer spiller hen over dem. Ansigtstrækkene klippes gennem hinanden, med tænder, der passerer gennem næser, og arme, der bøjer sig som løse bånd. The Whos synger uden animation, deres udtryk frosset fast i store smil. Spillet klippes til sort uden at løse det ubehag, det skaber.

Efter moderne standarder læses scenen mindre som en festlig afslutning og mere som en tilfældig gyservignette. Æraens tekniske begrænsninger støder sammen med en tone, der kræver varme og oprigtighed, og i stedet skaber noget hult og foruroligende. Effekten forstærkes af karakterernes pludselige stilhed og fraværet af ordentlig læbesynkronisering, hvilket efterlader sangen adskilt fra kroppene på skærmen.

Slutningen forblev stort set usynlig, indtil spillerne begyndte at poste optagelser online. Brugere af sociale medier genoplivede scenen år senere og fremstillede den som en af de mærkeligste finaler gemt i et børnespil. For mange seere var dette deres første oplevelse med titlen overhovedet.

Der var mere skjult ud over den almindelige slutning. Spillere, der gennemførte spillet fuldt ud, låste op for en bonusfinale, der hældte mod absurditet snarere end ubehag. Denne alternative slutning giver Grinchen en motorcykel og låser op for et racerminispil, der foregår i Whoville, komplet med tegneserieagtig fysik og ringe narrativ begrundelse. Den står i skarp kontrast til hovedslutningens uhyggelige stilhed og tilbyder bevægelse og skue i stedet for statiske smil.

Det bonusindhold var endnu mindre sandsynligt at blive set. At gennemføre spillet til 100 procent krævede vedholdenhed, som få var villige til at give, især i betragtning af den lunkne modtagelse og det repetitive design. Resultatet er en belønning, som en lille håndfuld spillere oplever, og som senere bevares gennem videouploads snarere end hukommelse.

Den fornyede interesse for PS1-spillet Grinch afspejler et bredere mønster i, hvordan glemte licenserede titler genvurderes. Mange blev hastet på markedet, bygget under strenge deadlines og kasseret, da deres kampagnevindue udløb. Deres tekniske fejl var engang ubemærkelsesværdige. Med afstanden træder disse fejl nu tydeligt frem, især når de parres med velkendte figurer, der er beregnet til at fremkalde trøst eller nostalgi.

I tilfældet med Grinchen er det uoverensstemmelsen mellem intention og udførelse, der hænger ved. En scene, der er designet til at løse en moralsk bue, afslører i stedet skrøbeligheden i tidlig 3D-karakteranimation. Det, der burde have været varme, bliver stift. Det, der burde have været glæde, bliver til foruroligende stilhed mellem bevægelserne.