Reanimal er en dystert smuk og foruroligende rejse ind i det ukendte

Tarsier Studios, udvikleren bag den roste Little Nightmares-serie, er vendt tilbage med sin nyeste skabelse, Reanimal. Efter at have brugt otte timer på at navigere rundt i den næsten utåleligt mørke verden er det tydeligt, at denne titel deler meget af den samme DNA som sine forgængere, men alligevel skaber den sin helt egen identitet. Dette er et mere foruroligende og dystert udspil, der har fjernet det meste af det subtile, sorte indfald, der kendetegnede studiets tidligere spil. Det udkom den 13. februar 2026 til 40 dollars og er et ofte forbløffende horrorspil, der forstår tvetydighedens og mystikkens magt i en genre, der alt for ofte forfalder til det lette chok af blod.

Det er en oplevelse, der bygger på atmosfære og visuel historiefortælling, et dystert skuespil, der viser sig at være et værdifuldt horror-eventyr. For enhver fan af genren er dette en overbevisende Reanimal-anmeldelse af en titel, der prioriterer foruroligende skønhed frem for ligefremme skræmmer.

Historien er centreret om en bror- og søsterduo, spillets centrale hovedpersoner. Når man spiller alene, er det broderen, der har kontrollen, men i samarbejdsspil, som kan spilles både i splitscreen og online, kan en anden spiller styre søsteren. Ingen af figurerne har et navn, og deres forhold forbliver med vilje vagt og føles til tider mystisk stridslystent. Jeg møder dem på et tåget hav, hvor de styrer en lille jolle mod de tårnhøje klippevægge på en øde ø. Deres mission er, som jeg forstår det, at hente tre venner fra udslettelsens gab. Men takket være PC Gamer ved vi, at de omstændigheder, der førte til denne farefulde redning, aldrig bliver forklaret. Spillet giver ingen forklaring på, hvorfor øen er så fuldstændig ødelagt, eller hvorfor den forfølges af gigantiske dyremutanter. Denne bevidste mangel på information skaber en tone af gennemgribende usikkerhed, der hænger over hele rejsen og tvinger spilleren til at stykke en mening sammen ud fra de hjemsøgende miljøspor, der er efterladt.

Det, der følger, er en gyseroplevelse, der stort set holder sig til det etablerede Little Nightmares-format. Spillerne kommer til at snige sig gennem fugtige, undertrykkende steder og navigere forsigtigt rundt om gigantiske, monstrøse trusler, der patruljerer i skyggerne. Disse anspændte stealth-sektioner afbrydes af øjeblikke med højoktan krise, der typisk kulminerer i en desperat jagtsekvens, hvor du må flygte fra en forfølgende kolos. Reanimal skiller sig dog ud ved at vælge et fast 3D-kameraperspektiv, et designvalg, der minder mere om old school survival horror end det sidelæns perspektiv i Tarsiers tidligere værker. Det ændrer ikke grundlæggende på, hvordan spillet fungerer, men det giver udviklerne redskaberne til at indfange øens dystre og overvældende omfang. Den beskidte, næsten gråskala-agtige verden får et malerisk, næsten smukt aspekt som følge af denne filmiske indramning.

Dette er et meget smukt spil, hvis æstetiske kraft stammer fra en mærkelig blanding af hjemlige, militære, pastorale og apokalyptiske billeder. En stor del af Reanimal udspiller sig i dystre, panoramiske omgivelser, hvor vejen frem er afgrænset af uigennemtrængeligt mørke eller uudgrundelige kløfter.

Til tider giver spillet endda mulighed for begrænset udforskning, ofte om bord på den førnævnte jolle, som nogle gange kan udstyres med harpuner til korte, desperate øjeblikke af forsvar. Øen Reanimal flyder ulogisk og skifter fra oversvømmede byer til industrielle baggårde og derefter til foruroligende solbeskinnede enge. Hvert sted, uanset hvor forskelligt det er, føles på samme måde besmittet af en følelse af at have været vidne til en utænkelig grusomhed.

Det bliver tydeligt, at Tarsier er langt mere interesseret i at komponere det perfekte billede eller den mest fængslende synsvinkel end i at forfine, hvordan spillet føles at håndtere. Dette bliver et mærkbart problem i sektioner som jollekrydseren, hvor fuld kontrol over kameraet føles afgørende, men ikke er givet. For det meste følger Reanimal planen fra Little Nightmares med en præcision, der grænser til det formelagtige.

Gåderne er sjældent mindre end superindlysende, mens de andre kernemekanismer - snigløb, let kamp og jagtscener - føles næsten overfladiske og fungerer som funktionelle, men sekundære elementer i forhold til spillets kraftfulde billeder og atmosfære. Selv tempoet holder sig tæt til diktaterne fra studiets tidligere arbejde; der er meget gang gennem snævre områder, meget balancering over farlige bjælker og mindst ét tilfælde, hvor jeg skulle finde et håndsving for at dreje et hjul. Nogle gåder er afhængige af samarbejde mellem de to hovedpersoner, men de kræver ikke kløgt, og de er heller ikke klogt designet.

Nogle gange spekulerede jeg på, hvorfor Reanimal er et spil og ikke en film, især fordi Tarsier Studios har udviklet sine filmiske evner på glimrende vis her, men ikke har forbedret sin tilgang til spildesignet nævneværdigt. Forvarslingen af hver eneste nye gigantiske fjende foregår på samme måde: Du ser en lille smule ad gangen, før du endelig ser en masse, som regel under jagtsekvenser, der læner sig kraftigt op ad trial-and-error-gameplay. Men at kalde det stil frem for substans ville betyde, at det ikke er sjovt at spille, og det er det for det meste, især med en ven. Jeg ønskede virkelig at se denne sygelige ting til ende, ikke fordi jeg længtes efter svar på hovedpersonernes skæbne eller deres verden, men fordi det konsekvent er en oprigtig, smukt foruroligende ting at se på.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor resistent Tarsier er over for at udvikle sin tilgang til horror-gameplay. Men hvor mekanikken stagnerer, er historiefortællingen blevet mere sofistikeret. Reanimal er et dystert, impressionistisk spil, der ved, at loredumps, moraliserende didaktik og spandevis af blod er en modsætning til virkelig foruroligende horror. Mere specifikt tager det Tarsiers velkendte "små mennesker i en overdimensioneret fjendtlig verden"-tema og udvider det ud over underforstået misbrug i hjemmet og barndomstraumer.

Reanimals verden er dyppet i en dødelig galskab. Når hovedpersonerne taler - og det gør de, om end sparsomt - er deres stemmer udtryksløse og udmattede, som om de allerede er vænnet til det kaos, der omgiver dem. "Ved du, hvorfor vi er her?" spørger en af de små figurer omkring halvvejs. På det tidspunkt har ethvert svar mistet sin værdi. "Ingen anelse," lyder det knap nok udtalte svar. Det er muligt, at Reanimal ikke har nogen pointe, at den bare er et nyt afsæt for Tarsiers sygelige kulisser og anspændte forfølgelser. Det er en meget mere dyster affære end Little Nightmares-spillene og bedre af den grund, men det ville være rart, hvis det var lige så komplekst i hænderne, som det er konceptuelt.