Blodrøde kapper: En tilbagevenden til klassisk fantasy gennem sjæleligt design

Poor Locke introducerer et karakteristisk 2D Soulslike, Crimson Capes, som nu er tilgængeligt til Windows PC. Denne titel skaber sin egen niche inden for genren ved at prioritere en fængslende old-school fantasy-atmosfære. Eventyret begynder med en ung karakter, Milon the Tempest, som begiver sig ud på en rejse for at finde en bestemt plante til en læge. På denne første rejse møder Milon en dyster skikkelse, hvis ansigt er delvist skjult af en karmoisinrød kappe.

Dette møde afslører hurtigt et dybere mysterium: Lægen, som sendte Milon ud for at samle planter, er i virkeligheden en nekromantiker. Hendes formodede helbredende medicin er i stedet en del af en konfrontation, som markerer den egentlige begyndelse på Milons farefulde mission. Denne introduktion slår en tone an, der minder om pulpmagasiner fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor klassiske fantasyfortællinger ofte udfoldede sig. Spillets engagement i denne æstetik bliver straks tydeligt, når spillerne navigerer rundt i verden og møder dens indbyggere og udfordringer. Fortællingen fører øjeblikkeligt spilleren ind i en verden fuld af intriger, hvor de første opgaver hurtigt udvikler sig til betydningsfulde begivenheder, der er med til at forme riget. Jeg kan se, at udviklerne har sigtet efter en bestemt type historiefortælling med fokus på direkte engagement i historien.

Milon har som Tempest aflagt ed på at beskytte kongeriget Avrom mod hekse, en opgave, han deler med andre medlemmer af Crimson Capes. Hans arsenal er beskedent og består primært af et tohåndssværd og en magisk kappe. Ud over disse redskaber er Milon afhængig af sit iboende mod og sin urokkelige pligtfølelse for at imødegå truslerne mod sit hjemland. Spillet er ikke bare en 2D-tilpasning af Dark Souls-formlen; det bygger videre på den med tankevækkende tilføjelser.

Selvom det tydeligvis henter inspiration fra FromSoftwares karakteristiske designprincipper, adskiller Crimson Capes sig gennem specifikke gameplay-valg. Hvert slag, der udveksles i kamp, har betydelig vægt og kræver præcision fra spilleren. Selv almindelige banditter udgør en betydelig trussel og kan fælde Milon med blot et par velplacerede slag. Spillerne skal mestre enten at parere indkommende angreb eller udføre rettidige undvigemanøvrer for at undgå fare. Helbredende ressourcer er begrænsede, men senge med blå blomster giver mulighed for at genopfylde dem. Når man aktiverer disse hvilepunkter, får man fjender til at respawne i hele spilverdenen, hvilket opretholder et konstant udfordringsniveau. En bemærkelsesværdig afvigelse fra mange Souls-lignende spil er fraværet af valutatab ved død, hvilket afhjælper en almindelig frustration, samtidig med at den grundlæggende sværhedsgrad bevares.

Poor Locke implementerede velovervejede ændringer, der adskiller Crimson Capes fra sine samtidige spil. Milon har ikke et traditionelt leveling-system; derfor kan spillerne ikke gøre ham alt for stærk ved at øge helbred eller skade gennem erfaringspoint. Alle forbedringer til Milon stammer fra de genstande, han udstyres med på sin rejse. Udviklingsstudiet lænede sig bevidst op ad en realistisk kampsimulation snarere end en magtfantasi.

Spillerne begynder med et standard tohåndssværd, og spillet tilbyder ikke yderligere våben som drops fra besejrede fjender. Dette våbens fysiske tilstedeværelse, som ofte er forenklet i andre middelalderlige fantasy-titler, gør sig gældende i Crimson Capes, hvor det føles virkelig krævende at svinge det. Hvert sving med sværdet skildres med bevidste, tunge animationer, der afspejler dets betydelige vægt og virkning. Kampsystemet inkorporerer virkelige sværdkampteknikker, fra stød til finter.

Kampene bliver en bevidst dans, hvor både Milon og hans modstandere observerer hinanden og venter på det rette øjeblik til at slå til. Bevægelserne virker langsomme, men hver beslutning har betydelige konsekvenser; et enkelt fejltrin kan føre til katastrofale resultater for Milon.

Kampsystemets jordnære karakter forstærker paradoksalt nok de fantastiske elementer i Crimson Capes' verden. Poor Locke lod sig inspirere af gamle pulp-fantasy-fortællinger og skabte et miljø, hvor banditter er lige så grusomme og farlige som overnaturlige dæmoner. Disse tilsyneladende almindelige fjender kræver kun en kniv eller en bue for at få spillerne til at genoverveje deres tilgang til kamp.

Hekse, som er de blodrøde kappers svorne modstandere, fremstilles ofte som almindelige kvinder, der bor i beskedne skure dybt inde i mørke skove. Deres beskedne udseende forstærker paradoksalt nok deres trussel. Disse hekse har ikke brug for store magtdemonstrationer, som f.eks. at hidkalde legioner af ånder eller affyre salver af magiske lasermissiler, for at udgøre en trussel. I stedet styrer de flokke af ravne og dirigerer dødbringende udødelige skeletter til at forfølge deres mål, hvilket demonstrerer en mere subtil, men lige så skræmmende form for magi.

Verden i Crimson Capes føles ofte bemærkelsesværdig normal, så de fantastiske komponenter virkelig træder frem. I lighed med gamle sværd-og-kærlighedshistorier inspirerer magien i spillet både til fascination og en dyb følelse af frygt. Magiens og andre fantastiske elementers tiltrækningskraft i disse fortællinger stammer ofte fra deres sjældne eller ufuldstændige forklaring.

Robert E. Howard, skaberen af Conan the Barbarian, brugte ofte dette narrative greb. I en af hans fortællinger opdager Conan et mystisk tårn i en by. Han infiltrerer strukturen i forventning om uanede skatte, men konfronteres kun med et menneskelignende væsen med et elefanthoved. Historien slutter uden helt at forklare væsenets natur eller dets kræfter, hvilket afspejler den gådefulde åndemaner, som Milon kæmper mod i den første del af Crimson Capes. Denne bevidste tvetydighed forstærker mystikken i spillets verden.

Dette samspil mellem det verdslige og det magiske fremhæves yderligere af spillets minimalistiske håndtegnede kunststil. Designet af de klassiske slotte og netværket af lianer, der forbinder de forskellige niveauer, leder tankerne hen på gamle illustrerede bøger. I disse udgivelser havde enkle skitser evnen til at sætte gang i læserens fantasi og skabe levende mentale billeder.

Crimson Capes - her er dets Steam-side - står som en Soulslike med en klar og veldefineret identitet. Dets verden af sværd og trolddom og dets bevidste, ligefremme gameplay appellerer måske ikke til alle spillere. Men for dem, der sætter pris på denne særlige æstetik og tilgang, er det et dejligt old school-eventyr. Crimson Capes revolutionerer måske ikke den sjælelignende genre eller løfter den til hidtil usete højder, men det demonstrerer med succes genrens fleksibilitet. Jeg synes, at spillet effektivt beviser den varige værdi af en ordentlig tone og at spille på grundlæggende styrker inden for spildesign.