Anmeldelse af PEAK: Co-op-klatring når det er vildest og mest kaotisk

Peak blev lanceret den 16. juni 2025, og det er allerede blevet årets mest uventede hit inden for co-op-overlevelsesgenren. Spillet er lavet af indie-teamet Landcrab og støttet af udgiverne Aggro Crab og Landfall og koster kun 7,99 dollars, men det indeholder millioner af klatringer, fald og nærdødsredninger. De første Steam-anmeldelser er overvældende positive. Faktisk solgte Peak 2 millioner eksemplarer inden for de første ni dage. En beskeden idé til et jam-spil blev hurtigt til en viral co-op-oplevelse, som spillerne ikke kan holde op med at dele.

Du og op til tre venner styrter ned på en fremmed ø, hvor den eneste vej ud er et tårnhøjt bjerg fyldt med dødelig tåge, giftige planter, fødevaremangel, frysende storme og til sidst lava. Alt vil slå dig ihjel. Spillet blander overlevelse og problemløsning, mens I samler mad, laver håndværk, fodrer hinanden med mærkelige bær og klatrer - altid klatrer - mod toppen. Og når du ikke dør af gift eller sult, hænger du sandsynligvis fra en klippe og råber om hjælp.

PC Gamers PEAK-anmeldelse satte fingeren på, hvad der får spillet til at klikke: Det er ikke bare endnu en trendy co-op-titel. Det er et systemdrevet overlevelsesspil, der kræver koordinering, planlægning og lige præcis nok kaos til, at det ikke føles som arbejde. De kaldte det en perfekt blanding af overlevelsesdesign og venlig sabotage - og påpegede, hvordan selv de dummeste mekanikker tjener et gameplayformål.

"Grib min hånd" er spillets uofficielle motto. Du vil høre det konstant, og med god grund. Hver eneste klatretur kan blive en redningsmission. Du kan falde, miste udholdenhed, fare vild i en snestorm eller komme bagud og stå over for noget meget værre: skeletmonsteret, der dukker frem fra tågen for at straffe ensomme spillere. Det er hurtigt, skræmmende og designet til at straffe alle, der forlader gruppen. Og ja, det vil kaste dig ned fra et bjerg, hvis det fanger dig.

Mens Peak brillerer i multiplayer, bliver det noget helt andet i singleplayer. Det er muligt at gå solo, men det ændrer hele oplevelsen. Uden backup bliver alle beslutninger sværere. Hver misset afsats betyder en længere opstigning. Og hvis du falder og ikke dør? Så skal man gå tilbage uden hjælp. Der er ingen checkpoints, ingen redninger undervejs. Kun din rebpistol, dine forsyninger og den langsomt stigende tåge, der jager dig op ad bjerget.

Når man spiller alene, forvandles Peak til en slags fredfyldt, frustrerende solopuslespil. Du kan lytte til musik eller en podcast, tage dig god tid til at planlægge ruter og undgå at blive distraheret af kaotiske holdkammerater. Men i det øjeblik noget går galt, bliver det klart, at dette spil ikke er beregnet til at blive besteget alene. At dø alene er ikke sjovt her - det er bare en genstartskærm og stilhed.

Det er i den balance mellem frustration og sjov, at Peak fungerer bedst. Det har overlevelsesspændingen fra Don't Starve, den klodsede kropsfysik fra Human: Fall Flat og klatre-eller-dø-loopen i Getting Over It. Men det indeholder også nærhedschat, fælles rygsække og gruppegenoprettelsesmekanik, der skaber uforglemmelige øjeblikke. Uanset om det er at blive splittet i en storm, kaste bandager ned til en ven, der er fanget i en sprække, eller trække nogen gennem et lavabiom, mens de er forgiftede, presser Peak altid spillerne til absurd gruppeproblemløsning.

Det er ikke kun mekanikken. Verdensdesignet understøtter galskaben. Biomerne spænder fra tropiske jungler med giftige planter til frosne bjergsider med snestorme og dyb sne. Og så er der vulkanen, der er fuld af lavastrømme, som du skal time dine spring omkring. Kortet udfordrer konstant din bane og koordination. Frugt kan være helbredende eller dødbringende. Kufferter indeholder værktøj eller mad, men det kan kræve risikable spring at nå frem til dem. Du skal hele tiden styre din vægt, udholdenhed, helbred og sult, mens du prøver at undgå at falde ud over en klippe.

PC-ydelsen er solid, i hvert fald med DX12. Vulkan er stadig buggy for nogle spillere. Men styringen er stram, og det øjeblikkelige gameplay har den sjældne taktile fornemmelse, hvor hvert eneste greb om en afsats og hver eneste snublen føles fortjent. Stemmechatten er lokal, så du kan høre dine holdkammerater fade ind og ud, når de kommer længere væk - eller tættere på faren.

Peak overkomplicerer ikke sin struktur. Du klatrer, du overlever, du griner, du skriger. Og måske, hvis du er heldig og koordineret, når du toppen. Det føles som en tilbagevenden til den slags enkle, gentagelige co-op-spil, der ikke har brug for sæsoner eller battle passes. Det er en fuld oplevelse til en billig pris. Og det er præcis den slags spil, der spreder sig gennem vennegrupper, for når du først har hjulpet nogen ud af et tågedækket hul med en energidrik og et reb, skylder de dig en klatretur.

Og når det gælder arven fra klatrekaos, slutter Peak sig til den mærkelige familie af spil som Chained Together, Fall Guys og endda FlatOut i ånden - spil, der ikke kun handler om at vinde, men om hvad der sker undervejs. Uanset om du kaster dig op ad afsatser eller fejler med stil, er målet altid at komme videre.

Peak er ikke bare en gimmick. Det er et stramt designet co-op klatrespil, der ved præcis, hvad det gør. Og for 7,99 dollars er der ikke meget andet derude, der leverer dette niveau af grin, frustration og venskabelig overlevelse i en enkelt pakke.