Nintendos kørestolsbasketspil har 'mangel på substans', men styres som intet andet, vi har spillet, siger IGN-anmeldelse

Nintendos Drag x Drive er et spil, der kombinerer en helt unik bevægelses- og musebaseret styring med det hurtige tempo i kørestolsbasket, og resultatet er en frisk spiloplevelse, der er lige så krævende, som den er givende. Det føles som ingen anden Nintendo-sportstitel før det, med tre-mod-tre-kampe, der kan være dybe, konkurrenceprægede og sjove, når man først har lært tricksene. Men uden for disse kampe er det småt med funktioner, tilpasning og personlighed, hvilket gør det svært at blive ved med at komme tilbage, når nyhedens interesse er forsvundet.

I Logan Plants anmeldelse for IGN beskrives Drag x Drive som et spil, der tager chancer med sit kontrolskema og bruger Joy-Con 2 i "musetilstand" til at genskabe de virkelige bevægelser, når man skubber en kørestol, skyder en basketball og kommunikerer med holdkammerater. Hver Joy-Con styrer en arm, og du skubber controlleren hen over en overflade for at bevæge hjulene, snurre med håndleddet for at skyde eller vinke for at bede om en aflevering. Det er et ambitiøst system, der er mere involveret end Wii Sports, med avancerede teknikker, der skal læres, og et meget højere færdighedsloft, men det betyder også, at spillet kræver mere tålmodighed - og fysisk anstrengelse - end de fleste spillere måske forventer.

I starten føles styringen underlig, endda klodset, fordi spillet beder dig om at gøre ting, som ingen sportssimulering har gjort før. I modsætning til bevægelsesspil, hvor din figur bevæger sig automatisk, styrer du her hvert eneste skub, hver eneste bremse og hvert eneste sving. Det fører til en stejlere indlæringskurve, især når du taber point til modstanderne, mens du stadig er ved at finde ud af det grundlæggende. Og der er ingen knapbaseret nødløsning - bevægelseskontrol er den eneste måde at spille på. Men når man først mestrer styringen, åbner den op for et helt lag af gameplay-dybde.

Den eneste arena kombinerer en traditionel basketballbane med skatepark-funktioner, så spillerne kan lave prangende stunts for at optjene bonuspoint. Et bunny hop under et skud giver 0,1 til scoren, mens et 540-graders dunk giver 0,4, hvilket tilskynder til spil med høj risiko og høj belønning. Forsvaret kan være lige så intenst med mekanik til frontale kollisioner for at stjæle bolden, fysiske blokeringer og aggressiv positionering for at lukke ned for drev.

Spillets reaktionsevne er imponerende, men der er en hage - den afhænger af den overflade, du spiller på. At spille med Joy-Con 2 på skødet fungerer uensartet, og faktorer som buksestof og rynker påvirker sporingen. Atletikshorts ser ud til at fungere bedst, men mange spillere vil finde en opsætning ved et skrivebord eller bord mere pålidelig. Selv da kan det føles nervepirrende at smække dyre controllere på hårde overflader.

Det er muligt at spille offline med bots, men hjertet i Drag x Drive er onlinekonkurrencen. Tre-mod-tre-kampe med rigtige spillere er mere dynamiske, og den indbyggede GameChat får koordinering til at føles som en vigtig del af spillet. Op til 12 spillere kan samles i en fælles "Park"-hub, et gråt betonrum, der er vært for minispil og udfordringer mellem kampene. Desværre mangler parken visuel flair, energi eller meningsfulde aktiviteter, der kan holde spillerne beskæftiget i længere tid.

Der er forhindringsløb på tid, udfordringer med sjippetov og skydekonkurrencer med høj score, men de fleste kan klares hurtigt. En resultattavle viser de aktuelle topscorer i realtid, og rekordindehavere får guldringe til at prale med, hvilket giver et godt konkurrencepræg. Alligevel føles det ekstra indhold minimalt - minispillene kan springes over, og der er ikke noget dybere progressionssystem til at drive det langsigtede spil.

Det, der kan låses op for, er begrænset til hjelme til din figur, med kun små variationer i designet, som at tilføje kaninører eller pigge. Der er ingen karakterudjævning, ingen alternative baner og ingen originale maskotter eller tematiserede outfits, der får verden til at skille sig ud. Sammenlignet med andre Nintendo-multiplayer-hits som Mario Kart eller Splatoon føles Drag x Drive meget skrabet.

Manglen på variation og personlighed er spillets største svaghed. Gameplay-kernen er solid og har potentiale til en dedikeret konkurrencescene, men der er ikke noget væsentligt at arbejde hen imod efter den første spænding ved at mestre styringen. Denne minimale præsentation står i skarp kontrast til Nintendos sædvanlige opmærksomhed på charme og detaljer.

Der er også den ironiske mangel på tilgængelighed - et spil, der er inspireret af kørestolsbasket, tvinger spillerne til at bruge fysisk krævende bevægelseskontrol uden justerbare indstillinger, der kan lette oplevelsen. Det begrænser målgruppen og gør det langt fra til et inkluderende design.

I sidste ende er Drag x Drive en mærkelig blanding af genialt og ufrugtbart. Spillet på banen er ulig noget andet og belønner dygtighed, kreativitet og hurtige reflekser i hver eneste kamp. Stuntsystemet gør det spændende at score, og den defensive mekanik indfanger sportens virkelige energi. Men med kun én bane, overfladisk tilpasning, minimale aktiviteter uden for banen og intet overbevisende progressionssystem har det svært ved at fastholde opmærksomheden på lang sigt. For spillere, der er villige til at lære den usædvanlige styring, er der meget at sætte pris på i gameplayet - men for alle andre er det let at se, at dette er et kortvarigt eksperiment i Nintendos sportsudvalg.

Hvis Nintendo havde parret Drag x Drives opfindsomme gameplay med en rigere verden, mere variation og tilgængelige kontrolmuligheder, kunne det have været et stort hit. Som det er nu, er det en fascinerende nichetitel - en, der er værd at prøve for sin originalitet, men som næppe vil få en permanent plads i de fleste spilleres rotation.