Ny Mafia er en 'bitter skuffelse', siger PC Gamer-anmeldelse

Mafia: The Old Country lovede en mindre, historiefokuseret tilgang til den langvarige mafiaserie. I stedet for vidtstrakte, men tomme åbne verdener sigtede det mod en skarp 13-timers fortælling, der foregik på Sicilien i begyndelsen af 1900-tallet. På papiret lød det, som om serien endelig spillede op til sine styrker - ingen meningsløse samleobjekter, ingen ligegyldige sidemissioner, bare et rent gangsterdrama. Men ifølge en ny anmeldelse har den plan givet bagslag. Historien er for sikker, gameplayet er forældet, og den tekniske ydeevne får selv avancerede pc'er til at hoste.

I Joshua Wolens' anmeldelse for PC Gamer lander kritikken hurtigt: At skære den åbne verden væk fungerer kun, hvis det, der er tilbage, kan stå på egne ben. Det kan det ikke her. Tidligere Mafia-spil havde måske halvtomme kort, men de havde stadig en følelse af sted - de lange køreture gennem detaljerede byer, den tidstypiske musik og den filmiske stemning, der fik verden til at føles levende. Uden den fordybende baggrund er The Old Country nødt til at stole helt på sin historie, og det er her, det vakler.

Opsætningen er enkel nok. Du spiller som Enzo Favara, en minearbejdersøn, der som barn blev solgt som arbejdskraft for at betale sin fars gæld. Et kvarter inde i spillet indtræffer katastrofen - et vulkanudbrud får minen til at kollapse og sætter gang i en kæde af begivenheder, der bringer Enzo i kredsløb om Don Torrisi, en lokal chef, der blander charme og trussel i lige høj grad. Omkring ham er der en række velkendte arketyper: Isabella, hans datter med et blødt punkt for Enzo; Cesare, hans frække nevø, der ser Enzo som en rival; og Luca, den stabile løjtnant med en ung familie derhjemme.

Fra det øjeblik, disse personer introduceres, kan man se, hvor de vil bevæge sig hen. Rivaliseringer vil koge over, kærlighed vil komplicere loyaliteter, og forræderi vil ramme præcis, når du forventer det. Stærkt skuespil og solid dialog hjælper med at holde tingene seværdige, men der er ikke noget i plottet, der bryder formen eller kaster en kurvebold. Det er en mafiahistorie, som du har hørt før - leveret kompetent, men uden den nerve eller de overraskelser, der kunne have gjort den uforglemmelig.

I vores tidligere indlæg med en anden gaming influencer-anmeldelse, der var mere overbærende over for Mafia: The Old Country, var der mere tålmodighed med det langsommere tempo og de velkendte takter. Her er tonen langt mindre tilgivende. Wolens påpeger, at spillet flirter med større temaer - arbejdsstrejker, anarkistiske bevægelser og mafiaens politiske indflydelse - men aldrig følger dem til dørs. Disse tråde bliver nævnt og derefter droppet, som om spillet er bange for at bevæge sig for langt væk fra sit enkle karakterdrama. Det uudnyttede potentiale er åbenlyst.

Den tekniske side er et andet ømt punkt. Vi har skrevet systemkravene til Mafia: The Old Country, og selv om vi opfyldte dem med et kraftværk som en RTX 4080, oplevede Wolens hakkeri og loadtider, der føltes mere hjemme i et spil fra 15 år siden. Døden i kamp blev irriterende, ikke på grund af checkpoints, men fordi det tog så lang tid at vente på, at spillet skulle genindlæse, at det ødelagde momentum.

Når det kommer til gameplay, er variationen papirtynd. Hver mission falder ind under en eller flere af fire kategorier: snigløb, skydning, kørsel eller ridning og knivkamp. Stealth er det nemmeste og mest tålelige - fjenderne har et forfærdeligt syn og kan distraheres med en minimal indsats. Kørsel og ridning er fint til at komme mellem missionerne, med to obligatoriske løb (en hest, en bil), der føles som et vink med en vognstang til gamle fans. De er lette nok at vinde, sandsynligvis endda rigget til din fordel, men de formår stadig at vække minder om Mafia 1's berygtede sværhedsgrad.

Kampene er dog af ældre dato. Skudduellerne føles, som om de er taget direkte fra et Xbox 360-skydespil på mellemste budget. Fjenderne er dumme, men også underligt præcise, mens sigteassistenten kan få dig til at skyde ved siden af målet i stedet for på det, hvilket fører til fejlskud selv på tæt hold. Våbnene har stor spredning, og resultatet er en blanding af frustration og kedsomhed - du mejer enten fjender ned uden udfordring eller bliver hakket væk af uhyggelig hovedskudspræcision.

Så er der knivkampene, som kunne have været et unikt salgsargument, men som hurtigt bliver til en løbende joke. De følger alle det samme mønster: parér, jab, parér, jab indtil halvt helbred, cutscene, hvor fjenden kortvarigt får overtaget, og så parér, jab, parér, jab for at afslutte. Det sker elleve gange, og hver kamp kan ikke skelnes fra den forrige. Det, der skulle have været et lejlighedsvist, dramatisk twist, bliver en gentagen kasse, der skal krydses af, før historien går videre.

Selv de øjeblikke, der forsøger at skille sig ud, undermineres af denne gentagelse. I en mission får du besked på at bryde en strejke i et stenbrud - et setup, der er modent til en social kommentar. Men i stedet for at udforske mafiaens rolle i undertrykkelsen af arbejderne, slutter missionen hurtigt, og spillet vender aldrig tilbage til emnet. Det er symbolsk for The Old Countrys tilgang: en gestus mod noget dybere, og så trækker man sig tilbage til sikker, velkendt grund.

Wolens afslutter anmeldelsen med en bredere refleksion over serien. De tidligere Mafia-spil havde ambitioner, selv når de var fejlbehæftede. De var måske nok klodsede eller skramlede, men de sigtede højt - de genskabte en æra, fortalte en omfattende historie og tog chancer med struktur og tone. The Old Country fjerner den ambition og fokuserer på det grundlæggende uden at forbedre det. Resultatet er hverken den atmosfæriske spredning af tidligere titler eller et skarpt, fokuseret narrativt mesterværk. Det er bare... mindre. Og ikke på en god måde.

Under alle omstændigheder kan du selv læse nye Mafia-anmeldelser på Steam for at beslutte, om du vil købe det eller ej.

Den eneste uforbeholdne ros går til spillets skildring af selve Sicilien. Landskaberne er smukke, byerne føles levende, og det visuelle design er autentisk og detaljeret. Men som Wolens bemærker, kan smukke landskaber kun gøre så meget, når resten af oplevelsen føles hul. For mangeårige fans er det en bitter skuffelse - et bevis på, at det ikke nytter noget at trimme fedtet, hvis man også skærer hjertet væk.