Donkey Kong Bananza er fantastisk, selv om det ikke ved, "hvilken slags spil det vil være", siger Polygon

Donkey Kong Bananza er en gigantisk underjordisk legeplads fuld af ting, man kan smadre, mærkelige figurer, man kan møde, og verdener, der bliver mere og mere underlige, jo dybere man kommer. Platformene er ikke skarpe, gåderne rammer sjældent deres potentiale, og hele spillet føles nogle gange, som om det forsøger at være fem forskellige ting på én gang. Men det sjove ved at udforske og ødelægge ting fra øjeblik til øjeblik gør det svært at lægge fra sig.

Polygons anmeldelse opsummerede det perfekt: Spillet ved ikke rigtig, hvad det vil være, men det er stadig sjovt. Og det er den bedste måde at beskrive Bananza på - et spil, hvor de enkelte brikker måske ikke passer perfekt sammen, men hvor det hele alligevel fungerer, fordi brikkerne føles gode at lege med.

Fra de allerførste øjeblikke griber ødelæggelsen dig. Tutorialen lærer dig ikke bare at styre - det er en legeplads. Du kan bruge evigheder på at smadre sten, mure og tilfældige dele af landskabet. Virkningen er massiv, overdrevet på en måde, der aldrig holder op med at være tilfredsstillende. Snavs drysser ikke væk; det sprænger i stykker. Glas klirrer ikke, det eksploderer. Fjender vælter ikke høfligt omkuld; de hænger i et splitsekund i tegneserieagtig suspension, før de flyver ned i afgrunden. Nintendo har tydeligvis brugt meget tid på at sikre, at det føles godt at ramme noget.

Historien starter, da DK falder ned i et stort hul og møder Pauline - der først optræder som en talende sten - som er på en mission for at nå ind til planetens kerne og ønske sig noget. De rejser sammen gennem stadig mere bizarre underjordiske lag. Først skulle man tro, at "underjordisk" betyder huler og stenkorridorer. Sådan er det ikke her. Bananzas undergrund er praktisk talt et multivers af mærkelige civilisationer.

Et lag kan være en frossen by, der drives af zebraer, som producerer is. Et andet kunne være et vidtstrakt hotel, der styres af strudse i jakkesæt. Du kan snuble ind i en verden med diskofester, der lyser i neon, eller en næsehornsbane, der er bygget, fordi Diddy og Dixie Kong havde lyst til det. Spillets svar på "hvorfor er det her?" er næsten altid "hvorfor ikke?". Stemningen er et sted mellem Journey to the Center of the Earth og Alice in Wonderland, bortset fra at forskere og teselskaber er erstattet af aber, strudse og kloge slanger, der opfinder mærkelige gadgets.

Der er endda historie. Hvert lag gemmer på dagbogslignende optegnelser om fraktonerne - følende sten, der er på vej til planetens centrum. Disse uddrag læses som noget fra Jules Verne og forankrer vrøvlet i en konsekvent intern logik.

Selvfølgelig er der også en skurk. Void Kong er ikke et mysterium - han er lige så subtil som en nedrivningskugle. Hans opgave er enkel: Grav dybere, stjæl ressourcer og knus alt, hvad der kommer i vejen for ham. Han er ude efter Banandium Gems, undergrundens vigtigste energikilde. Samfund bliver ødelagt, arbejdere bliver brugt op og smidt til side, og når der ikke er nogen tilbage at ansætte, hjernevasker han skabninger for at holde sin maskine i gang. Det er svært ikke at se parallellerne til den virkelige verden.

Under al denne narrative farve er det egentlige gameplay bygget op omkring udforskning. Holdet bag Super Mario Odyssey har designet banerne, men de er ikke de pæne forhindringsbaner, man kunne forvente. I stedet er de tættere på Breath of the Wild - åbne miljøer med en klar hovedrute, men endeløse sidestier og distraktioner. Du får hele tiden øje på noget interessant lige uden for rækkevidde. Måske er det et skinnende samlerobjekt i en hule, et mærkeligt vartegn på en fjern klippe eller en mistænkelig mur, der kan brydes op.

Denne tilgang virker. Nysgerrighedssløjfen er vanedannende: Du ser noget, du går derhen, du finder en anden ting på vejen, og pludselig har du vandret i en time. Jeg plejer at springe sidesamlerobjekter over i spil, men i Bananza gjorde jeg mig umage for at få fat i dem alle. Spillet belønner udforskning med Banandium Gems, fossiler, guld og nogle gange bare glæden ved at opdage en underlig lille scene.

Men det er her, revnerne viser sig. Selve platformen er overraskende let. DK's klatring - som man ville forvente var en af hans styrker - er akavet. Hjørner kan kaste ham ned fra vægge uden grund, og det meste af din bevægelse foregår på fast eller knækbar grund. De få rene platformsektioner er afhængige af at løbe hurtigt i stedet for præcise spring. Af et såkaldt platformspil at være føles det ofte som et udforskningsspil iført en platforms hud.

Dyretransformationerne giver variation - DK forvandles til en elefant for at rydde lava, en struds for at glide og så videre - men spillet tvinger dig sjældent til at bruge dem på kreative måder. Systemer som turf surfing (at ride på terrænstykker som et bræt) eller stabling af jordstykker introduceres, men du kan gå det meste af spillet uden at bruge dem. Det er først til sidst, at man får gåder, der er designet omkring disse kræfter, og på det tidspunkt er det for sent til, at de bliver en central del af oplevelsen.

Gåderne er generelt lidt af et hit. Nogle få opfordrer til kreativ problemløsning, som f.eks. at lokke en haj tæt nok på til at generere elevatormalm til at nå en høj ø. Men mange falder i fælden med en enkelt løsning, hvilket får dem til at føles som pligter i stedet for eksperimenter. "Brug denne evne på præcis denne måde" dukker op for ofte og bryder flowet.

På trods af dette bliver Bananza aldrig kedelig i lang tid. Tempoet er højt, selv om man er på jagt efter alle samleobjekter. Et kedeligt afsnit efterfølges normalt inden for få minutter af noget latterligt - en skjult hule fuld af guld, en bosskamp, der lader dig slå en fjende i kredsløb, eller bare et sjovt sidemøde. Belønningerne kommer hurtigt, og selv om de er nemme at få fat i, føles de stadig som små sejre, fordi de er bundet til din nysgerrighed.

Og så er der charmen - Bananza er gennemsyret af den. Paulines stille overvejelser, før hun sover, giver hendes karakter dybde ud over "sidekick". DK's frydefulde grin, når han flyver gennem luften, er umulig at ignorere. Det internetklare "Oh, Banana"-lydklip er drysset rundt som en intern joke. Hvert lag har visuelle overraskelser, fra de glødende svampe til de industrielle borehuller, som Void Kongs maskiner har skåret ud.

Sagen er, at al den charme dækker over en masse fejl. Hvis man fjernede humoren, spektaklet og de absurde verdener, ville man se et spil med underudnyttet mekanik, et skævt fokus på én handling (at slå) og platformspil, der næsten er en eftertanke. Men disse fejl ødelægger sjældent morskaben, fordi Bananzas kerne-loop - se noget interessant, slå dig vej til det, bliv belønnet - er så veludført.

Det er nemt at forestille sig en "perfekt" version af dette spil. En, hvor dyrenes kræfter er vævet ind i hver bane, gåderne har flere løsninger, og samleobjekter nogle gange kræver ægte dygtighed at få fat i. Men det er ikke det spil, Nintendo har lavet denne gang. I stedet byggede de en munter, kaotisk legeplads med glimt af genialitet, øjeblikke af klodsethed og en konstant understrøm af "bare en ting mere, før jeg holder op med at spille".

Til sidst tænkte jeg ikke på de gåder, jeg ikke kunne lide, eller de kræfter, jeg næsten ikke brugte. Jeg tænkte på det sidste lags glødende krystalhuler, det latterlige næsehornsløb, den måde, mit sidste slag sendte Void Kong ud i mørket på, og hvordan jeg selv efter rulleteksterne havde lyst til at dykke ned i spillet igen og udforske de steder, jeg var gået glip af.

Donkey Kong Bananza har absolut sine fejl. Men det er også et bevis på, at et spil ikke behøver at være perfekt afbalanceret for at være værd at bruge tid på. Nogle gange er den rene spilleglæde nok. Og her kommer glæden fra det mest simple - at være en kæmpe gorilla, der kan ødelægge næsten alt, og at have en underjordisk verden, der er bizar nok til at give dig lyst til det.