Ninja Gaiden: Ragebound - Skarpe klinger, skarpere gameplay

Ninja Gaiden: Ragebound er et hårdt, men fair action-platformspil, der fanger den klassiske ånd i serien og samtidig introducerer smarte, nye mekanikker. Det bringer de intense fjender og den præcise platforming, som fans forventer, tilbage, men pakker dem ind i nye ideer, der får hver kamp og hvert spring til at føles spændende. Spillet har sine fejl - nogle baner er for lange, et par visuelle farer er uklare, og det slutter hurtigere, end man kunne ønske sig - men det er stadig en poleret, tilfredsstillende genoplivning, der er værd at spille.

Ifølge GameSpot-anmeldelsen føles Ragebound som en titel fra en anden æra, genskabt af moderne hænder. Spillet er udviklet af The Game Kitchen, som er bedst kendt for Blasphemous, og det bærer sine retroinspirationer med stolthed.

Historien er ikke stjernen her, og det er fint. I stedet for Ryu Hayabusa spiller du som Kenji Mozu, en rookie fra Hayabusa-klanen, og Kumori, en mystisk kunoichi fra den rivaliserende Black Spider-klan. Et pludseligt dæmonangreb på Hayabusa Village tvinger de to til at indgå en usikker alliance. Derfra rejser de gennem gamle landsbyer, piratbugter, højteknologiske militæranlæg og meget mere, alt sammen på en mission for at forhindre en dæmonherre i at blive sluppet løs. Plottet er fjollet og lidt meningsløst, men det fungerer godt som ramme for den konstante action.

Vores tidligere indlæg, der var baseret på en anden Ninja Gaiden-anmeldelse fra en influencer, var også positivt! Dette seneste indlæg cementerer ideen om, at Koei Tecmos nuværende satsning på franchisen er på vej i den rigtige retning.

De to figurer styres forskelligt nok til at holde tingene friske. Kenji er den traditionelle katana-svingende nærkæmper, mens Kumori kæmper på afstand med sin kunai. Begge har en flydende undvigemanøvre, som også kan omdannes til et udfaldsangreb, og de føles hurtige, smidige og responsive. Styringen er indstillet til præcision, hvilket er vigtigt i et spil, hvor en forkert bevægelse kan betyde døden.

Det, der får Ragebound til at skille sig ud, er den nye mekanik, der er lagt oven på dette velkendte fundament. Hypercharge er den mest prangende af disse - besejr en særlig fjende eller ofr noget af dit eget helbred, og dit næste angreb bliver et ødelæggende slag, der kan skære næsten alt ned. Så er der Guillotine Boost, et roterende spark i luften, som lader dig hoppe af fjender eller projektiler. Det er ikke kun et kamptræk; banedesignet tvinger dig ofte til at kæde boosts sammen for at krydse huller eller klatre til højere områder, hvilket giver platformssektionerne et ekstra kick.

Midtvejs i spillet tager historien en drejning, da Kumoris sjæl smelter sammen med Kenjis, hvilket giver ham adgang til hendes evner og låser op for Ragebound Arts. Det er kraftfulde specialbevægelser, der drives af Rage Orbs, og de kan tilpasses, efterhånden som du låser op for flere i løbet af spillet. At vælge den rigtige kunst kan gøre en hård bosskamp meget mere overkommelig.

Selv med fusionen bliver spillet ved med at skifte kontrol mellem de to figurer. Demon Altar-segmenter skiller dem ad og kræver, at du guider Kumori gennem tidsindstillede, fjendefyldte sektioner for at låse op for stier til Kenji. Hendes energibar lægger et let pres uden at straffe - hvis du fejler, kan du bare prøve igen uden at miste fremskridt. Det er et smart temposkift, der blander gådeløsning med platformspil.

Ragebound er udfordrende, men det er fair. Fjender og fælder er placeret, så de tester evnerne i stedet for at frustrere, og checkpoints gør det overkommeligt at prøve igen. Spillet opmuntrer aktivt til mestring: Skjulte samleobjekter som gyldne skarabæer fungerer som valuta for nye talismaner og kunstarter, mens etapeplaceringer presser dig til at spille igen og blive bedre. Dette er et spil, der er bygget til dem, der nyder at løbe den samme bane flere gange for at ramme hvert eneste spring, hvert eneste angreb og hver eneste undvigemanøvre.

Den retroinspirerede grafik er et højdepunkt med detaljeret pixelkunst, der ligner en tabt Super NES-perle. Lydsporet matcher tonen - tempofyldt, dramatisk og perfekt til at skære sig igennem dæmoner i høj fart. Men grafikken kan af og til være for travl, så det er svært at skelne mellem et baggrundsobjekt og en dødelig fare. Tempoet er heller ikke fejlfrit; nogle få baner trækker i langdrag og genbruger fjendernes mønstre for at gøre dem længere, hvilket får dem til at føles repetitive.

Eventyret er på under 30 etaper, inklusive valgfrie missioner, så det kan klares hurtigere end forventet. Skjulte genstande og en Hard-tilstand, der låses op, når du har gennemført spillet, giver genspilningsværdi, men hvis du forventer et stort epos, er det ikke her. På ældre hardware som Xbox One er der også lejlighedsvis slowdown i travle scener, selvom det ikke ødelægger flowet. Hvis du spiller på en nyere konsol, udjævnes disse problemer.

På trods af den korte spilletid og de små ujævnheder har Ragebound styr på det, der betyder mest - et stramt og givende gameplay. Hver mekanik føles velovervejet, hver bevægelse har vægt, og kombinationen af klassisk Ninja Gaiden-design med The Game Kitchens opfindsomme detaljer gør det til en af de mest spændende genoplivninger i årevis. Uanset om Ninja Gaiden 4 når samme standard eller ej, viser denne udgivelse, at der stadig er masser af liv i serien.

Ninja Gaiden: Ragebound forsøger ikke at genopfinde den dybe tallerken. Det er en omhyggeligt slebet klinge - en, der skærer rent, rammer hårdt og giver lige præcis nok plads til mestring. I Ninjaens år er dette spillet, der beviser, at old school-action stadig har masser at lære.