Ragebound genopliver Ninja Gaiden med fart og fjollethed

Ninja Gaiden: Ragebound er et skarpt og hurtigt 2D-actionspil, der gør meget rigtigt uden at genopfinde noget fuldstændigt. Det er et enklere og mere tilgængeligt Ninja Gaiden end nogensinde før, men det finder stadig måder at straffe spillere, der dykker ned i det valgfrie indhold eller tager kampen op mod de hårdere bosser. Det er stilfuldt, blodigt og kort nok til at blive færdigt på en weekend, med masser af ekstramateriale til dem, der nyder en kamp.

Anmeldelsen kommer via PC Gamer og er skrevet af Abbie Stone, som har prøvet spillet. Det er udviklet af The Game Kitchen – det samme hold bag Blasphemous – og det er tydeligt, at de har brugt noget af deres karakteristiske pixelkunst og flair for voldelig kamp. Denne gang har de dog byttet religiøs vægt ud med hurtig bevægelse og latterlige plotlinjer.

Du spiller som Kenji, en elev af Ryu Hayabusa, den legendariske ninja fra tidligere spil. Ryu er ude at lave noget andet, så det er op til Kenji at skære dæmoner, rivaliserende ninjaer og alle andre, der træder i hans vej, i stykker. Han har et grundlæggende sæt værktøjer - sværdhug, kasteknive og en hoppebevægelse, der er fantastisk til både traversering og mord. Kernespillet opfordrer til hurtige drab, og mange fjender er designet til at dø midt i deres intro-animation.

Kampene er tilfredsstillende på en ren og enkel måde. Når du låser op for en talisman, der genopretter dit helbred, når din kill streak er aktiv, klikker tempoet ind i noget, der minder om et ninja-tema arkadespil. Bevæg dig hurtigt, dræb alt, hold dig i live. For speedrunners og highscore-chasers vil Ragebound være en fest. For alle andre er det en slank, slagkraftig oplevelse, der undgår fyld.

Historien tager ikke sig selv alvorligt. Kenji ender med at slå sig sammen med Kumori, en rivaliserende ninja fra Black Spider-klanen. Deres frem-og-tilbage-snak er sjovere end selve plottet, som inkluderer CIA-agenter, dæmonpagter og en ninja-drevet byggeplads. Det er dumt på den bedste måde, og det hjælper spillet med at holde sig i gang uden at blive fortabt i forklaringer.

Spillet bevæger sig hurtigt gennem forskellige miljøer – landsbyer, bjerge, flådebaser, kloakker – uden at bruge for lang tid på ét sted. Hver sektion blander kamp og let platformspil med lejlighedsvise simple puslespil. Det er alt sammen designet til at holde momentum i gang i stedet for at bremse dig med vanskelige mekanikker.

En forfriskende ting er manglen på et pareringssystem. I en tid, hvor alle actionspil ønsker perfekt timing og defensive kontre, giver Ragebound dig bare et sværd og siger "gå". Nogle fjender gløder før døden, hvilket giver dig adgang til et midlertidigt superangreb. Du får også en tidsfrysende evne, som ender med at være en potentiel fangst i bosskampe. Disse små mekanikker tilføjer lige nok variation uden at komplicere formlen for meget.

Apropos bosser, så er de sidste tre et seriøst skridt op. Disse kampe tvinger dig til at bruge alle de tricks, spillet har lært dig, og de kan frustrere nogle spillere, der har vænnet sig til at navigere gennem tidligere baner. Den endelige bosser er særligt god og føles som et ordentligt klimaks. Men ikke alle udfordringer er så fair. Valgfrie mål som "besejr denne boss på under et minut" eller "bliv ikke ramt" hælder ind i nonsens-territorium. Abbie Stone indrømmer, at hun grinede af boss-timeren på et minut efter at have brugt en time på ikke at nå den.

Så er der de hemmelige baner. Du finder dem under en tydeligt markeret fane kaldet "HEMMELIGE NIVEAUER", hvilket på en måde modvirker formålet med stealth. Det er i disse baner, at spillet virkelig læner sig tilbage til sine rødder, med brutal placering af checkpoints og grusomme fjendelayouts. Ragebound starter måske let, men alle, der higer efter den gammeldags brutalitet fra NES-æraens Ninja Gaiden, vil finde den i disse sektioner.

Spillet har dog problemer. Nogle fjendtlige møder er for afhængige af trial and error. Kill-chain-tælleren – som bliver essentiel, når du får talismanen – dukker nogle gange bare ikke op, hvilket bryder rytmen. Og et par billige dødsfald føles som et tilbageblik til en æra, hvor retfærdighed ikke var et topmål i design.

Trods bumpene er det en for det meste gnidningsfri tur. Hovedhistorien varer omkring syv timer, og der er masser af indhold efter spillet, hvis du vil have mere smerte. Sammenlignet med den intense, seriøse tone i Blasphemous føles det som The Game Kitchen, der tager en dyb indånding og har det sjovt. De er måske kendt for gotisk fortvivlelse, men de er overraskende gode til at skabe en fjollet ninja-kampskamp.

2D-sværdkæmperverdenen er blevet overfyldt. Sidste år udkom spil som Prince of Persia: The Lost Crown og Nine Sols, begge med elegant kamp og stærk visuel instruktion. Ragebound overgår dem ikke, men det står sig godt, især for spillere, der ønsker noget lettere. Det er en perfekt fryd for øjet mellem tungere spil, der tilbyder hurtige actionsekvenser og en grund til at vende tilbage, hvis du jagter præstationer eller sigter mod fuld gennemførelse.

Årets bølge af retro-inspirerede spil bliver ved med at vokse, og Ragebound passer fint ind i den række. Det ændrer ikke genren, men det respekterer den og tilføjer nok sjove scener – som at blive jagtet af en dæmon i en bulldozer – til at gøre oplevelsen mindeværdig.

Det har måske ikke et stort budget eller en omfattende fortælling, men Ninja Gaiden: Ragebound bringer et stykke klassisk action tilbage på en måde, der føles frisk nok – og lige akkurat hård nok – til at fortjene en plads i den moderne serie. Det er ikke perfekt, men det rammer lige præcis dér, hvor det tæller.