Anmeldelse af Borderlands 4: Skarp gunplay, svag historiefortælling og seriens største overkorrektion

Borderlands 4 er her, og selvom det forsøger at rette op på fejltrinnene i Borderlands 3, føles slutresultatet ofte som et spil, der er fanget mellem overkompensation og franchisetræthed. Det skruer ned for de højlydte skurke og den overdrevne humor, men samtidig fjerner det meget af den personlighed, der engang definerede Borderlands. Tilbage er den mest polerede skydning og plyndring, serien nogensinde har set, parret med den fladeste fortælling i dens historie.

Denne analyse trækker i høj grad på Jordan Ramées anmeldelse på GameSpot, som fremhæver, hvordan Borderlands 4's justeringer skaber en mærkelig ubalance mellem dets mekaniske styrker og narrative svagheder. Hans kritik giver et jordnært perspektiv på, hvordan spillet udvikler sig efter Borderlands 3, samtidig med at det underminerer sit eget momentum.

Borderlands 4 placerer stadig spillerne i Vault Hunters støvler - lejesoldater, der er drevet af grådighed, overlevelse eller hævn. Denne gang træder fire nye Vault Hunters ind i rampelyset: Vex the Siren, Amon the Forgeknight, Rafa the Exo-Soldier og Rush the powerhouse brawler. I modsætning til tidligere spil, hvor nogle figurer var mærkbart mindre effektive, føles hver af disse fire lige levedygtige på tværs af kampsituationer. Vex kan hidkalde spøgelseskopier eller bæster for at aflede ilden, mens Amon giver brutal nærkampsdominans med elementøkser og skjolde. Rafa trives med hurtige hit-and-run-angreb med færdighedstræer, der lader ham skifte mellem nærkampsbrutalitet eller tårnbaseret ødelæggelse på afstand. Rush har en generisk personlighed i historien, men skinner i gameplayet som en pålidelig heavy hitter.

Tjek Borderlands 4's systemkrav til pc.

Ramée bemærkede, at denne liste er den bedste startopstilling, franchisen nogensinde har leveret. For første gang føles hver Vault Hunter stærk og belønnet, uanset om du spiller solo eller koordinerer i co-op. At eksperimentere med deres færdighedstræer og tilpasse builds er stadig et højdepunkt, der giver spillerne frihed til at jagte nye synergier med våben, granater og skjolde. Det er her, det er mest vanedannende at plyndre, ændre karakter og eksperimentere med nye spillestile.

Men når kameraet trækkes tilbage til historien, bliver sprækkerne tydelige. Borderlands 3's største problem var, hvor irriterende hovedskurkene blev - snakkesalige, selvglade streamere, der aldrig holdt op med at håne spillerne. Borderlands 4 reagerer ved at svinge hårdt i den modsatte retning. Antagonisten, The Timekeeper, har en truende præmis - et implantat, der giver ham mulighed for at spore og kontrollere Vault Hunter - men denne spænding fordamper næsten øjeblikkeligt, når en lille robotkammerat gør implantatet ubrugeligt. I stedet for en truende trussel er skurken kørt ud på et sidespor. Det, der skulle have været en stærk central krog, bliver endnu en forladt tråd.

Her er forklaringen på Borderlands 4-priserne fra Take-Two-formand Strauss Zelnick.

Birollerne gør heller ikke indtryk. Mens Borderlands-spillene historisk set har afbalanceret deres humor med karakterer, der gav anledning til stærke reaktioner - elsk dem eller had dem - efterlader Borderlands 4's nye karakterer ikke meget indtryk. Rush er skrevet som en ædel stærk mand, Zadra er en mistænkelig videnskabsmand, og andre bevæger sig næppe ud over arketyper. Ramée beskriver rollebesætningen som kedelig og bemærker, at selv når man står over for potentielt følelsesladede øjeblikke, som f.eks. ikke at redde en allieret, er der ingen reel vægt, fordi spillet aldrig etablerer, hvorfor spillerne skal bekymre sig om disse karakterer.

Dette problem understreges af, hvordan spillet behandler tilbagevendende ansigter. I stedet for at læne sig op ad elskede eller splittende gamle figurer som Claptrap, Tiny Tina eller Mad Moxxi, minimerer spillet deres tilstedeværelse næsten fuldstændigt. Kun nogle få optræder kortvarigt, og deres begrænsede roller understreger, hvor forsigtig Borderlands 4 er med at trække for mange forbindelser til fortiden. Ved at fjerne genkendelige figurer og indsætte generiske erstatninger fjerner spillet både irritationen og charmen og efterlader et tomrum.

Borderlands 4's narrative forvirring strækker sig til dets struktur. I starten ser det ud til, at spillerne vil være drevet af personlige interesser: overlevelse mod The Timekeepers implantat eller hævn for manipulation. Men inden for få timer forsvinder disse motiver og erstattes af en generisk opfordring til at slutte sig til en modstandsbevægelse. Dette pludselige skift underminerer den tidlige historie og får udviklingen til at føles vilkårlig. Skurken har løjtnanter, der skal besejres, og hære, der skal nedbrydes, men motivationen bag det hele føles tynd.

På trods af disse fejl bærer gameplaymekanikken oplevelsen i store dele af spilletiden. Borderlands 4's skydning er den mest raffinerede i serien med fjender, der eksploderer i kaos, og loot-fontæner, der konstant frister spillerne til at omarbejde deres builds. Det store udvalg af våben, evner og tilpasningsmuligheder holder handlingen engagerende, i hvert fald på det første stykke. Ramée roste øjeblikke af nyskabende genialitet, som at bruge gribekroge til at trække miljømæssige farer ind i kampen, kæde evne-synergier eller skabe kraftfulde builds, der føles kloge og tilfredsstillende.

Nye bevægelsesmekanikker som svæveflyvning og gribekroge giver nye bevægelsesmuligheder. Spillere kan trække skjolde væk fra fjender, rive eksplosive tønder ind i deres hænder eller svinge sig mellem platforme for at komme i lodret kamp. Denne mekanik forandrer ikke spillet, men den tilføjer et tiltrængt momentum til kampene. Kombineret med eksperimenterende loot skaber de muligheder for improviserede strategier, øjeblikke, hvor kaos føles levende og overraskende.

Men gentagelser udhuler gradvist denne energi. Borderlands 4 introducerer de fleste fjendetyper inden for den første halvdel, og de efterfølgende timer er fyldt med variationer, der ikke føles distinkte. Spændingen ved at tilpasse sig nye trusler forsvinder, når kampene begynder at følge velkendte mønstre. Boss-kampene klarer sig bedre og undgår det overdrevne bullet-sponge-design fra Borderlands 3, men de leverer ikke mindeværdige skurke i stil med Handsome Jack. Over et årti senere mangler franchisen stadig en antagonist, der er i stand til at matche hans tilstedeværelse.

Sidemissioner forværrer problemet. Borderlands har altid lænet sig op ad absurd humor eller bizarre opgaver for at få valgfrit indhold til at føles værdifuldt, men i Borderlands 4 lander sidemissionerne sjældent. Uden humor eller stærke tekster bliver mange af dem til fyld, som kun er nødvendige, fordi leveling-kurven tvinger spillerne til at gennemføre dem for at holde sig konkurrencedygtige med historiens fjender. Progressionen sænkes dramatisk, hvis spillerne forsøger at undgå sideindhold, hvilket gør det mindre valgfrit og mere obligatorisk. Men fordi questene mangler personlighed, føles de som pligter snarere end højdepunkter.

Denne overkorrektion - undgåelse af humor, excentriske karakterer eller splittende personligheder - har efterladt spillet hult. Ramée bemærkede, at selv når det var værst, skabte Claptrap reaktioner. Han var irriterende, men mindeværdig, et symbol på seriens vilje til at skubbe til sin identitet. I forsøget på at undgå irritation undgår Borderlands 4 også inspiration. Det føles for sikkert og vil ikke risikere stærke reaktioner fra sine spillere.

Alligevel kan man ikke benægte, at det mekaniske fundament er stærkere end nogensinde. Tilpasningsmulighederne er mange, og spillerne belønnes for konstant at rode med nye builds. Uanset om det drejer sig om at kæde elementære effekter sammen, stable ricochets eller anvende grappling hook-taktik midt i kampen, så trives Borderlands 4, når det omfavner kaos. Ramée bemærkede, at hans yndlingsøjeblikke kom fra uventede synergier, der fik ham til at føle, at han havde ødelagt spillet på smarte måder, selv om disse øjeblikke var flygtige.

Desværre kan denne styrke ikke bære den fulde vægt af en lang kampagne. I de sidste timer efterlader manglen på narrative indsatser, de svage karakterer og de gentagne kampsløjfer en følelse af træthed. Højdepunkterne er høje, men de er forkrampede, og oplevelsen bliver mindre, efterhånden som spillet strækker sin spilletid ud med fyldstof.

Borderlands 4 lykkes med at give spillerne de bedste Vault Hunters og den mest polerede kamp i serien. Men som en komplet pakke vakler det og formår ikke at levere overbevisende karakterer, humor eller indsatser, der matcher dets gameplay-fundament. For en serie, der engang trivedes med højlydte personligheder og respektløs energi, føles dette fjerde bidrag dæmpet. Det er et skydespil, der har styr på mekanikken, men glemmer vigtigheden af identitet.

For spillere, der vil have ren plyndring og skydning med raffinerede systemer og rigelig tilpasning, leverer Borderlands 4. For dem, der søger en mindeværdig historie, ikoniske skurke eller uforglemmelige karakterer, kommer det til kort. Det er både det mest teknisk solide og narrativt hule Borderlands til dato, et paradoks, der er født af overkorrektion.

Vil du have, at jeg også udvider dette med et historisk afsnit, der sammenligner Borderlands 4's modtagelse med tidligere udgivelser som 2 og 3, for at give læserne kontekst om, hvordan det står i forhold til franchisens arv?