Anno 117: Pax Romana Review - En antik bybygger med klare ambitioner

Anno 117: Pax Romana Review går ind i samtalen med fordelen af en stærk ramme og en omhyggelig sans for håndværk. Det er en bybygger, der er formet af rytmerne i den romerske administration, kysthandel og den gradvise opbygning af sociale hierarkier. Det kommer også på et tidspunkt, hvor forventningerne til historiske strategispil har ændret sig, og hvor spillerne kræver både klarhed og dybde fra systemer, der engang var afhængige af charme alene. Ubisofts bud på Roms store indflydelse imødekommer dette krav med selvtillid og tiltrækker sig opmærksomhed gennem skala, præcision og en stille udtryksfuld visuel identitet.

Billedet kommer i skarpere fokus, når det ses gennem Leana Hafers (IGN) arbejde, hvis anmeldelse af spillet udgør rygraden i denne rapport. Hendes undersøgelse giver en jordnær læsning af dets succeser og dets begrænsninger og sporer den måde, Anno 117 bygger på seriens styrker, mens han udjævner - men ikke sletter - nogle velkendte ru kanter.

Åbningstimerne følger et velindøvet mønster: beskedne jordlodder, en løs spredning af frigivne menneskers hjem og tidlige produktionskæder, der leverer hverdagsmaterialer. Beslutningen om at begynde med liberti giver bebyggelsen en specifik social struktur, selv om den går uden om den historiske institution slaveri ved at flytte opmærksomheden til den tilstødende klasse. Efterhånden som borgerne avancerer på den økonomiske rangstige, udvides deres krav til et netværk af delikatesser, luksus og prestigevarer, der strækker sig over hele Middelhavet.

Geografien i byens vækst er med til at forme spillets fornemmelse af sted. Højstatusstrukturer - teatre, helligdomme, den slags bygninger, hvis omrids stadig forankrer arkæologiske steder - udøver deres tiltrækningskraft på nærliggende boliger, mens mere utilitaristiske arbejdssteder skubber lavindkomstdistrikter ud mod kanten. Kontrasten danner byens naturlige topografi, og den bevarer sin klarhed, efterhånden som befolkningen vokser. Vejene udvider bygningernes indflydelse på en direkte og læsbar måde, så infrastrukturen føles som en konsekvens snarere end en procedure.

Effekten er stærkest, når kameraet går ned på gadeniveau. Små vignetter udfolder sig på tværs af kortet: borgere, der bærer varer langs skyggefulde veje, bønder, der passer lavendelmarker, skibe, der glider ind i havnen med tønder stablet pænt på deres dæk. Miljøarbejdet er gennemgående skarpt, selv når karaktermodellerne kommer til kort i mellemsekvenserne. Problemer med læbesynkronisering trækker nogle scener tilbage mod en tidligere generation af animation og skaber et misforhold mellem verdens polering og historiefortællernes udtryk.

Der sker et afgørende skift, når kortet udvides ud over Latium. Albion, der er køligere og grovere, byder på nye materialer og kulturelle beslutninger, der komplicerer den velkendte romerske grundlinje. Valget om at bevare keltiske traditioner eller fuldt ud romanisere dit nye land er mere end et visuelt skift. Hver vej påvirker produktionskæder, social stabilitet og langsigtet effektivitet. Blanding af tilgange giver meningsfulde kombinationer snarere end kompromiser, hvilket giver plads til eksperimenter i en ellers struktureret udvikling.

Spillets sande vægt hviler på dets handelssystem. Anno har altid brugt logistik som en kilde til drama, og Pax Romana behandler det som rygraden i sit design. Produktionskæder strækker sig over øer, regioner og hele kampagnekortets bredde. Skibe skal tildeles manuelt til hver rute, hvilket gør deres bevægelser læselige snarere end abstrakte. Når en vigtig vare bliver forsinket, får det synlige konsekvenser for hele økonomien.

Hafers eksempel med at dirigere ost fra en fjern ø afspejler, hvordan systemet tilskynder små, specialiserede forposter til at forsyne større, mere indviklede knudepunkter. Oprettelse af et sekundært lager eller et fiskeribaseret mellemlandingspunkt forkorter forsyningslinjerne og stabiliserer efterspørgslen, hvilket forstærker fornemmelsen af, at verden reagerer på strukturelle valg snarere end skrevne udløsere. Interfacet holder dette overskueligt, selv når netværket bliver tæt.

Søslag nyder godt af den samme klarhed. Kampene er tunge uden at være træge, og skibene opfører sig i overensstemmelse med deres fremdriftsmiddel. Fartøjer med årer drejer mere aggressivt, mens skibe med sejl har et momentum, som man skal tage højde for under snævre manøvrer. Pirater eskalerer over tid og tvinger en meningsfuld investering i eskorteflåder frem. Det er et af de områder, hvor spillets historiske ramme hænger naturligt sammen med dets mekanik.

Kamp på landjorden er funktionel snarere end udtryksfuld. Enhedslisten er begrænset, men kampene undgår den hule følelse, der nogle gange følger med strategiske sideløbende tilstande. Spillere, der foretrækker at løse konflikter til søs, kan gøre det, men landkampe er i det mindste et brugbart alternativ i øjeblikke, hvor brutal magt er uundgåelig.

Diplomatiet er fortsat smalt, selvom det får en vis struktur af kejserens tilstedeværelse. Forholdet er asymmetrisk: Du kan ikke forhandle med ham i traditionel forstand, men hans skiftende krav og forventninger bestemmer en bred bue af gunst eller ugunst. En meget positiv eller negativ position åbner op for magtfulde resultater, enten gennem æren af at blive udnævnt til konsul eller gennem en mere oprørsk vej, der afspejler den historiske overskridelse af figurer som Cæsar. Det er ikke et komplekst diplomatisk net, men det giver kampagnen en tydelig politisk strømning.

Selve historiekampagnen varer under ti timer og fungerer som en udvidet introduktion. Den definerer tonen og indsatsen uden at overskygge sandkassen, som stadig er hovedattraktionen. Karakterer som den kanaanæiske rådgiver Ben-Baalion tilføjer farve, og opsætningen med to hovedpersoner - Marcus som det konventionelle valg, Marcia som det komisk-kaotiske modstykke - giver fortællingen en vis spændvidde. Men kampagnen er designet til at blive efterladt. Endless mode er der, hvor designet blomstrer, og tilbyder et bredt spektrum af sværhedsgrader, rivaliserende guvernører og åbne konstruktionsmål.

Rivaliserende guvernører tilføjer uforudsigelighed, selvom deres byer nogle gange opfører sig på måder, der bryder med spillerens logik. Deres metoder er inkonsekvente, men tilstedeværelsen af uforudsigelige naboer giver kortet et lejlighedsvist stød af konkurrence. Når de fungerer som handelspartnere, hjælper de med at afrunde de diplomatiske huller.

Spillets svageste led er et gammelt et: seriens tilbøjelighed til kaskadefejl i økonomier i det sene spil. Store byer er skrøbelige og modtagelige for pludselige sammenbrud, hvis produktionen daler, eller fordelingen af arbejdsstyrken ændres. Hafer bemærker et øjeblik, hvor en ændring af en bys skytsgud fik dens landbrugsbonusser til at forsvinde og befolkningen til at gå i en irreversibel nedadgående spiral. Det understreger, hvor følsomt systemet kan være, og hvor let et enkelt fejltrin kan fremtvinge en genstart. På den anden side kan handel ofte afbøde virkningen, hvis kontantreserverne er stærke nok til at købe manglende varer.

På trods af disse frustrationer forbliver Pax Romana overbevisende i lange stræk. Systemerne griber ind i hinanden med tilstrækkelig spænding til at fastholde interessen, og den visuelle præsentation indbyder til længerevarende observation. Det afbalancerer den pædagogiske oversigt over en historisk bygherre med den kreative frihed, som spillerne forventer af genren. Kampagnen fungerer måske mest som en prolog, men den endeløse tilstand absorberer forskellen med sin lange levetid og fleksible struktur.

Samlet set er Anno 117 en bybygger med en klar identitet. Det genopfinder ikke formen, men det forfiner den med selvtillid. Dets sans for detaljer, velorganiserede handelssimulering og robuste flåde skiller det ud i et overfyldt felt. Spillet anstrenger sig aldrig for at overdrive sin betydning; det vinder sit terræn gennem stabilt håndværk og bevidst tempo.

Anno 117: Pax Romana kan spilles på pc (Steam).