Anmeldelse af Terminator 2D: Ingen skæbne: En forsigtig tilbagevenden til dommedag i to dimensioner

Terminator 2D: No Fate kommer som et bevidst tilbageblik, der er bygget til at minde om en periode, hvor licensspil jagtede umiddelbarhed snarere end lang levetid. Den sidescrollende actiontitel er udviklet af Bitmap Bureau og tilpasser Terminator 2: Judgment Day til en kompakt arkadestruktur, der favoriserer gentagelse, sværhedsgrad og visuel troværdighed frem for moderne servicedrevne forventninger. Dets design går imod tidens trends og vælger i stedet korte sessioner, begrænsede ressourcer og et snævert mekanisk omfang, der afspejler 16-bit konsoludgivelser fra begyndelsen af 1990'erne. Resultatet er et spil, der behandler begrænsninger som en funktion snarere end et kompromis.

Vores dækning af Terminator 2D før udgivelsen placerede projektet som et direkte svar på nostalgi uden ironi. Terminator 2D: No Fate udkommer den 5. september til PS5, PS4, Xbox Series X/S, Xbox One, Nintendo Switch og pc og omarbejder James Camerons film til et pixel-art arkadeformat. Bitmap Bureau opfatter spillet som en nyfortolkning snarere end en genfortælling og kombinerer sidescrollende kamp med flere spilbare figurer og filmnøjagtige kulisser. Præsentationen læner sig op ad håndanimerede sprites, skarpe silhuetter og genkendelige scener, der er designet til hurtigt, gentageligt spil.

Den kritiske kontekst omkring udgivelsen er til dels formet af Luke Reillys anmeldelse på IGN, der indrammer spillet som en bevidst afvisning af moderne designnormer. Reilly positionerer Terminator 2D som et svar på årtiers mekanisk inflation og bemærker, hvordan dets struktur er et ekko af en æra, hvor genspilningsværdien kom fra beherskelse snarere end indholdsmængde. Hans vurdering understreger spillets kortfattethed og stivhed som bevidste designbeslutninger snarere end begrænsninger, hvilket forankrer anmeldelsen i historisk sammenligning snarere end moderne forventning.

"Tag ikke fejl, teamet hos Terminator 2D: No Fate-udvikleren Bitmap Bureau har set denne fremtid, og de bryder sig tydeligvis ikke om den." - Luke Reilly

Hovedhistorien følger begivenhederne i Terminator 2 med mindre afvigelser og afsluttes på ca. en time for spillere, der klarer et rent løb. Fejl nulstiller fremskridt på en måde, der afspejler arkadekabinetter og tidlige konsolkassetter, hvor memorering og mønstergenkendelse var centrale for fremskridt. Der er et loft på ni fortsættelser, og overskydende opsamlinger konverteres til point i stedet for sikkerhedsnet. Systemet håndhæver disciplin, så hver fejl bliver dyr, og hver succesfuld bane føles fortjent.

"Denne filosofi føles ret stærkt indbygget i Terminator 2D, og selv om jeg ikke længere har tid, tålmodighed eller sukkerforstærkede reflekser som en 12-årig uden job, respekterer jeg formatet." - Luke Reilly

Spillet skifter regelmæssigt på trods af den korte spilletid. Niveauerne veksler mellem løb-og-pistol-kampe inspireret af Contra, nærkampe og langsommere sekvenser, der er afhængige af positionering og undgåelse snarere end ildkraft. Et bemærkelsesværdigt afsnit, der foregår på Pescadero State Hospital, erstatter aggression med stealth og kræver, at spillerne undgår T-1000, mens de navigerer gennem skrevne patruljer. Spændingen i disse segmenter er mindre afhængig af mekanik og mere af timing, lydsignaler og musikplacering.

Lyddesignet spiller en central rolle hele vejen igennem. Uden stemmeskuespil er spillet afhængigt af sit soundtrack til at bære stemningen og tempoet. Terminator 2's originale temaer er omarrangeret til tungere, hurtigere kompositioner, der forstærker arkadetempoet. Specifikke øjeblikke, som f.eks. sekvensen på motorcykelbaren, integrerer licensmusik på måder, der understreger spillerens handlinger i stedet for blot at udfylde baggrundspladsen. Lydsporet fungerer som et strukturelt element snarere end et dekorativt.

"Terminator 2D er lige så fantastisk at se på, som det er at lytte til." - Luke Reilly

Visuelt prioriterer spillet animationens klarhed frem for rene detaljer. Karaktersprites er udtryksfulde og flydende og understreger bevægelse og effekt. T-800's vægt kommunikeres gennem langsomme bevægelser og kraftige reaktioner på slag, mens Sarah Connors animationer fokuserer på hastighed og undvigende bevægelser. Miljødetaljerne er sparsomme, men præcise, og der bruges farver og kontraster til at lede spillerens opmærksomhed uden at fylde for meget på skærmen.

De spilbare figurer omfatter T-800, Sarah Connor og en fremtidig krigsversion af John Connor, som hver især er bygget op omkring forskellige mekanikker. T-800 absorberer skader og leverer kraftfulde nærkampsangreb, men bevæger sig langsomt. Sarah bytter holdbarhed ud med smidighed og benytter sig af glidende angreb og et lasersigte, der øger skaden på bekostning af mobiliteten. John Connor opererer på mellemlang til lang afstand og bruger en plasmariffel og sprængstoffer til at kontrollere rummet i stedet for at storme frem. Forskellene opfordrer til at spille igen uden at ændre den underliggende struktur.

T-1000 er den primære antagonist og optræder både i kamp og i skrevne sekvenser. Dens flydende metaltransformationer gengives gennem hurtige sprite-ændringer, der formidler ustabilitet og trussel. I de første gennemspilninger skaber disse møder usikkerhed, da fjendens adfærd bryder med standardmønstrene. Ved gentagne gennemspilninger bliver deres manuskriptnatur tydelig, men den indledende virkning forbliver stærk.

Et af spillets mere omdiskuterede valg er den begrænsede tid, man bruger på at kontrollere T-800. Uden for bikerbaren og kanaljagten er figuren ofte sat på sidelinjen til fordel for Sarah eller John. Ikoniske øjeblikke fra filmen, såsom konfrontationer på Cyberdyne Systems eller stålstøberiet, bliver enten forkortet eller observeret i stedet for at blive spillet. Fraværet af Arnold Schwarzeneggers skikkelse kan til dels forklare denne tilbageholdenhed, selvom spillet ikke adresserer det direkte.

"Jeg er ikke sikker på, om den lille sidestilling af T-800 er relateret til det faktum, at Arnold Schwarzeneggers billede faktisk ikke er med." - Luke Reilly

Efter at have gennemført hovedhistorien låser spillerne op for forgrenede stier, der fører til alternative slutninger. Disse ruter introducerer små variationer til eksisterende niveauer og giver adgang til bonustilstande som Boss Rush og et Sarah-fokuseret scenarie med titlen Mother of the Future. En Arcade Mode fjerner fortsættelser helt, hvilket forstærker spillets engagement i sværhedsgrad. Disse tilføjelser forlænger spilletiden i beskedent omfang, men ændrer ikke grundlæggende på oplevelsen.

Bitmap Bureaus tilgang favoriserer samhørighed frem for udvidelse. Spillet forsøger ikke at modernisere Terminator 2 gennem åbne systemer eller vedvarende progression. I stedet behandler det kildematerialet som en fast ramme og tilpasser det til et format, der værdsætter præcision og gentagelse. Designet forudsætter, at spillerne vil fejle, genstarte og gradvist forbedre sig i stedet for at indtage indholdet én gang og komme videre.

Terminator 2D: No Fate står som en fokuseret tilpasning, der forstår sine begrænsninger. Den korte længde, de stive systemer og den selektive brug af fanservice afspejler et studie, der har til hensigt at ære en bestemt periode inden for spildesign. Selv om det efterlader visse filmiske øjeblikke uudforskede, lykkes det at oversætte kildens tone og rytme til en interaktiv form, der føles konsekvent og velovervejet. Spillet fungerer mindre som en omfattende genfortælling og mere som et spilbart artefakt, der er bygget til spillere, der er villige til at møde det på dets egne præmisser.

Terminator 2D: NO FATE kan spilles på pc via Steam.