The Outer Worlds 2 anmeldelse fra kritikere: Obsidian forfiner sin dystopiske RPG-formel

I det seneste udspil fra Obsidian Entertainment fremstår The Outer Worlds 2 ikke som en radikal genopfindelse, men som en gennemtænkt forbedring af sin egen plan. For mange spillere, der stadig forventer noget nyt eller prangende, kan spillet føles velkendt. Men for dem, der er villige til at fordybe sig i mekanikken, historien og omgivelserne, leverer efterfølgeren nok raffinement til at berettige seriøs opmærksomhed.

Den tidlige adgang til Outer Worlds 2 startede den 23. oktober, og den fulde spiludgivelse er sat til den 29. oktober.

Ifølge anmelderen Travis Northup fra IGN er dette "et betydeligt skridt op fra originalen". Han roser den mere jordnære historie og de stærkere kampe, mens han bemærker en svag første akt og et skuffende udvalg af fjender. KILDE: Travis Northup, 23. oktober 2025.

"Du ved, dem, hvor du er en særlig cool person, der har fået uberettiget autoritet til at blande sig i verdens forskellige konflikter og afgøre alle levende væseners skæbne, mens du samler en række snerrende ledsagere i processen?" - Travis Northup

Omgivelserne fortsætter franchisens karakteristiske satire: en virksomhedsdomineret fremtid, hvor menneskelige ambitioner er underordnet profit og kontrol. The Outer Worlds 2 flytter handlingen fra Halcyon-systemet til en ny region kaldet Arcadia, hvor velkendte troper om grådighed og magt er omarrangeret i nye kombinationer. Spillerne udforsker planeter under virksomhedsstyre og sporer fraktioner, der opfører sig som regeringer, karteller og ideologiske bevægelser på én gang.

Den mest bemærkelsesværdige ændring er tonen. Det tidligere spil lænede sig mere op ad fjolleri blandt rumkoloniernes indkøbscentre og mærkelige kammerater. Efterfølgeren vælger et mere seriøst tyngdepunkt, der bringer politiske intriger og moralske indsatser i forgrunden. Northup skriver, at spillet:

"er meget mere interesseret i at fortælle en jordnær historie - en, der fokuserer på politikken i Arcadias forskellige fraktioner og gentagne gange tvinger dig til at tage stilling til, hvilken af disse dybt fejlbehæftede organisationer der er det mindste onde."

Det skift har stor betydning. Du møder grupper som Auntie's Choice, en "freedom-forward capitalistic"-fraktion, der giver sig ud for at være en befrier, men i praksis opfører sig som en monopolistisk pseudo-regering. Og så er der The Protectorate, som er åbent fascistisk i sin struktur. Selv Ascendant-ordenen - videnskabeligt og matematisk drevet - begår grusomheder i en forudsagt fremtids navn. Det er ikke pæne skurke: Det er systemer, du vejer, og du vælger, hvem der skal styre en hel planets skæbne.

Her er The Outer Worlds 2's officielle Steam-side.

Den narrative arkitektur lider stadig af indledende problemer med tempoet. I omkring de første 20 timer er du på et hævntogt, der ikke har det samme momentum som den senere historie. Northup påpeger, at hovedhistorien "føltes som om, den var ret langsom og uengagerende" i de første timer. Denne introduktion fungerer godt til at introducere karakterer og kontekst, men trækket er betydeligt nok til at påvirke mange spilleres tidlige indtryk.

Når anden akt starter, åbner spillet sig dog op. RPG-elementerne begynder at sætte deres kløer i, og her udmærker The Outer Worlds 2 sig. Systemet med færdigheder og fordele kræver beslutninger. Du får to færdighedspoint pr. niveau på tværs af tolv mulige færdigheder, der spænder fra lederskab til lockpicking. I mellemtiden afhænger oplåsning af frynsegoder af forudsætninger, hvilket giver muligheder som lommetyveri, overbevisende løgn eller automatisk tyveri via fejl. Det sidste er et smart twist: Hvis du stjæler meget, kan du blive tilbudt en "kleptoman"-fejl, som giver dig fordele - men som også får din karakter til at stjæle automatisk.

Det paradigme opfordrer til selvrefleksion og gentagelse. Et tidligt øjeblik i Northups gennemspilning involverede at acceptere en "Jack of All Trades"-fejl, som gav ekstra færdighedspoint, men satte et loft for, hvor højt en enkelt færdighed kunne nå. Resultatet: en karakter, der er kompetent overalt, men ikke eksemplarisk nogen steder. Den slags afvejninger belønner spillere, der tænker ud over den umiddelbare loot-drop eller kampfordel.

Kamp er det andet store forbedringsområde. Sammenlignet med originalen bevæger The Outer Worlds 2 sig mere flydende. Nye bevægelsesmuligheder, såsom at glide og dobbelthoppe, giver bevægelse i ildkampe en skarpere kant. Våben føles mere særprægede: Som eksempel kan nævnes et haglgevær, der skyder lydløst og smelter kroppe, der ikke kan plyndres, eller et, der udvikler sig til et ødelæggende bæst. Våben- og rustningsmodifikationer går dybere: Du kan reducere din skade for at få eksplosive runder eller opbygge beskyttelse mod elementære effekter. Disse lag giver belønningssystemer - loot, udforskning, sidemissioner - reel mening.

Men på trods af alle disse fremskridt undgår spillet ikke helt de velkendte fælder. Variationen af fjender er stadig svag. Northup skriver, at de samme to eller tre typer vilde dyr går igen i alt for mange verdener sammen med humanoider og nogle få robotter. Gentagelsen underminerer løftet om en "galakse fyldt med så mange løfter." Endnu værre er det, at fjendernes gydeadfærd er en gentagelse af det tidligere spils begrænsede placeringsmodel: Når du har ryddet et område, forbliver det dødt. Denne tomhed underminerer momentum og verdensopbygning.

Hurtig rejse fungerer bedre end før og reducerer den tid, man bruger på at krydse tomme områder. Men tomheden er stadig mærkbar - "lange dele af kortet er fuldstændig blottet for liv", som en anmelder udtrykte det. For spillere, der værdsætter spontane møder eller overfyldte atmosfærer, bliver denne nedtoning en læsbar ulempe.

Ledsagersystemet viser tydelige fremskridt. Du rejser med seks primært mindeværdige karakterer, der hver især tilhører en fraktion. For eksempel er Tristan en tungt bevæbnet lovmand, der er ivrig efter at håndhæve sin fraktions version af retfærdighed; Inez er en kampmediciner, der er blevet iværksætter, og som kæmper for det frie markeds rødder, hun kom fra. Disse ledsagere fungerer som talerør for deres grupper, og de udfører dobbeltarbejde: De driver historien frem og forklarer konteksten uden at bryde indlevelsen.

Tilgangen virker. Selv hvis du ikke graver dig ned i hver eneste dagbog eller sidelog, giver interaktionerne med din besætning dig mulighed for at absorbere magtstrukturen i Arcadia næsten ubesværet. Nogle karakterer halter stadig bagefter: Niles, en ingeniør, der er motiveret af hævn, og Valerie, en robot med slagkraftige oneliners, men med mindre narrativ vægt, er mindre overbevisende. Det faktum, at de dukker op tidligere, gør spillets første indtryk svagere end dets midterste del.

På udforskningsfronten giver spillet dig fire planetariske hoveddestinationer, som hver især afspejler den fraktion, der har kontrollen. Du kan vandre gennem sneklædte templer på Cloister, vandre gennem junglens bagvand på Eden eller undersøge andre verdener med kontrastfyldt terræn. Blandingen af udforskning, ledsagere, opgaver og bytte er stadig sjov i perioder. Til tider får miljøets tomhed og fjendernes gentagelser dog oplevelsen til at føles ujævn - halvt festmåltid, halvt hungersnød.

Det, der bærer efterfølgeren, er følelsen af forbedring uden radikal omvæltning. Hvis du var tilfreds med det første spils præmis, forbedrer The Outer Worlds 2 det på meningsfulde måder. Kampene føles strammere, tilpasningen føles rigere, og historierne har mere vægt. Du bliver måske ikke overrasket over det nye, men du bliver måske rørt over, hvordan det velkendte bliver bedre.

For nogle spillere vil den tidlige akts langsomme tempo eller verdens tomhed skæmme oplevelsen. Men når du når til anden halvdel, kommer spillet i gang på sin egen måde. Du vil stå over for moralske dilemmaer, vælge side med fraktioner, finjustere din opbygning og skubbe dig gennem galaksen med mere hensigt og indflydelse end før.

"The Outer Worlds 2 forsøger ikke at omskrive Obsidians RPG-playbook, men det er endnu en stærk forbedring med smidigere kamp, diabolsk overbevisende buildcrafting og loot og en historie, der straks gav mig lyst til at starte igen for at se et alternativt resultat." - Travis Northup

The Outer Worlds 2 vælter måske ikke genrens ledere eller omskriver RPG-håndbogen. Det behøver det heller ikke. Men det skærper sin forgængers fokus, leverer mere raffinerede mekanismer og udfordrer dig til at tænke over magt, politik og identitet på måder, som originalen berørte, men aldrig fuldt ud omfavnede. Det er en stærk, gennemarbejdet efterfølger, som bør tilfredsstille spillere, der ønsker et singleplayer open-world RPG med bid.