Bounty Star er et mech-spil om skyld, mod og den lange vej tilbage

Bounty Star er ikke et spil, der smigrer sit publikum. Det uddeler ikke heltemod eller sejr i pæne klumper. I stedet opbygger det noget mere skrøbeligt og mere ærligt - en historie om fiasko, eksil og den langsomme genopbygning af selvet i skyggen af ødelæggelse. Mech'erne, kanonerne og det slibende stål er overfladen, men historien indeni handler om at komme sig, målt i hønsefoder, ødelagte motorer og lyden af en kvindes åndedræt, der falder til ro før en ny kamp.

Som Will Borger skriver i sin IGN-anmeldelse, ligger spillets hjerte ikke i det spektakulære, men i hovedpersonen Clementine McKinneys stille tyngde. Hun var engang soldat og er nu dusørjæger, og hun lever i ruinerne af sine egne valg og passer en gård i en ørken, der føles, som om den har glemt, at verden nogensinde er helet. Hendes mech - en ramponeret Raptor - er både et våben og et sår, stedet for hendes undergang og redskabet til hendes overlevelse. Det er her, spillet beder spilleren om at leve: inde i fortrydelsens cockpit.

Clementines historie udspiller sig i et ødelagt landskab - efter pesten, efter tilliden og halvt begravet i fortidens knogler. Civilisationen er brudt sammen, og dinosaurerne er vendt tilbage på en mærkelig måde af genetisk eller guddommelig ironi. Folk handler, jager og bygger midt i ruinerne, styret af lokale lovmænd som Jake Triminy, Clems eneste tilbageværende ven. Han giver hende arbejde, for det meste små dusører: banditter, desertører og fredløse. Det er en beskeden tilværelse, der knap nok giver mening. Men ud fra denne enkelhed opbygger Bounty Star en form for ynde, som findes i gentagelsen af arbejdet og stædigheden til at begynde forfra.

Spillets struktur afspejler den rytme. Du tager imod kontrakter, opgraderer din Raptor og vender hjem for at dyrke jorden, lave mad og reparere. Missionerne spænder fra træfninger til mekaniske dueller, der alle er bygget op omkring et kompakt system af varme, vægt og våbentyper - Blade, Bludgeoning, Boom - der alle er i konstant spænding. Kampene belønner fokus og præcision, ikke ekstravagance. Et sving fra et kædesværd forpligter; du mærker dets masse i forsinkelsen mellem bevægelse og anslag. Raptorernes lidenhed i forhold til genrens sædvanlige titaner giver spillet en jordbunden vildskab. De bevæger sig som forlængelser af deres piloter, ikke som guder blandt murbrokker.

Borger fanger denne balance: Tilfredsstillelsen ved at ramme rigtigt og frustrationen over gentagelser, når fjender og arenaer begynder at blive slørede. Alligevel finder han skønhed i monotonien, i processens disciplin. "Jeg fandt glæde i gentagelsen af et liv, der blev levet uden for cockpittet," skriver han. Det er en observation, der rammer spillets essens - dets landbrug og håndværk er ikke distraktioner, men handlinger, der genvinder. Hver opgradering, hver række afgrøder, hvert repareret kredsløb bliver en lille trods mod fortvivlelse.

Clems liv uden for sin Raptor bliver et modstykke til hendes vold i den. I starten føles opgaverne trivielle: fodre høns, vande planter, vedligeholde maskiner. Med tiden former de en rytme af fornyelse. Spillerens fremskridt afspejler Clems helbredelse - mekanisk, ufuldkommen, men virkelig. Hendes gård vokser effektivt. Hendes maskiner bliver bedre. Dusørerne bliver hårdere, men hun holder ud. Sløjfen mellem kamp og omsorg bliver den stille arkitektur for hendes overlevelse.

I design og tone skylder Bounty Star mindre til Armored Core's militarisme end til fatalismen i en western. Ørkenerne er solbrændte og hule, og stilheden er vigtigere end eksplosionerne. Selv mech'erne bærer grænselandets logik: knirkende, lappede relikvier, der fungerer som både redskaber og kister. Der er også humor, skarp og mærkelig. En minearbejder, der er fanget i sin egen dragt, drømmer om etisk minedrift; en tyv ved navn Mr. Meat sælger bøffer som bod; et gigantisk insekt bliver en usandsynlig følgesvend. Hver karakter tilbyder Clem et spejl, en anden måde at se sig selv på ud over rustningen.

Borger beskriver hende som "rodet og fejlbehæftet og herlig", en kvinde, der drikker, bander og stadig taler med en udstoppet dinosaur, når hun ikke kan løse et problem. Det er en sjælden form for hovedperson til et spil som dette - aldrende, menneskelig, uidealiseret. Hendes ar er bogstavelige, og hendes modstandskraft er hårdt tilkæmpet. Hun bærer det umiskendelige præg af en person, der har overlevet for meget og ikke fundet nogen poesi i det, kun en form for vedholdenhed.

I cockpittet finder spillet en anden rytme. Varme bliver lige så afgørende som ammunition; alle våben og manøvrer interagerer med den og tvinger en balance frem mellem magt og kontrol. Raptorens systemer afspejler pilotens flygtighed - for meget raseri, og du brænder ud; for lidt, og du mister momentum. Hvert møde bliver en test af tilbageholdenhed, hvor aggression og overlevelse optager det samme snævre rum. De stærkeste øjeblikke er ikke i sejren, men i nærved-ulykkerne, den skrøbelige brummen fra motoren, der holder sammen under anstrengelse.

Når gentagelsen sætter ind - og det gør den - tilbyder spillet ingen undskyldning. I stedet læner det sig op ad sine omgivelser. Ørkenkortene, der er gengivet med omhu og tilbageholdenhed, lyser forskelligt på tværs af timer og vejr. Borger bemærker, hvordan natten forvandler dem til noget dæmpet, næsten helligt. Missionerne kan gentage sig, men omgivelsernes stille udholdenhed holder dem fra udmattelse. Det amerikanske sydvest, som filtreret gennem Bounty Star, er mindre en kulisse end en sindstilstand: ensomhed, straf og det svage løfte om syndsforladelse.

Spillets tekniske begrænsninger er tydelige. Det går ned, det går i stå, og det beder nogle gange om grind, hvor følelserne burde bære vægten. Men inden for disse ufuldkommenheder ligger en overraskende sammenhæng. Ligesom Clems liv er det et kludetæppe af fejl, der holder, fordi de skal. Historien låser sig fast bag en motor, som spilleren endnu ikke har råd til, og tvinger den slags tålmodighed frem, som definerer både fortællingen og spillet. Frustrationerne tjener fiktionen, hvad enten det er tilsigtet eller ej.

Når verden åbner sig igen - gennem arbejdet, gentagelsen, gården - føles det fortjent. Det fællesskab, der dannes omkring Clem, er lille, men oprigtigt, bygget på humor og udmattelse mere end på forløsning. Spillet insisterer aldrig på hendes helbredelse; det giver hende blot mulighed for at fortsætte med at leve.

Borger afslutter sin anmeldelse med et citat fra Hemingway:

"Verden knuser alle, og bagefter er mange stærke på de knuste steder."

Bounty Star holder fast i den sandhed. Den forstår, at styrke ikke er fraværet af smerte, men udholdenheden af den, at handlingen med at komme tilbage i maskinen - den bogstavelige og den følelsesmæssige - er en form for tro. Clems rejse er ikke ren. Den folder sig ind i sig selv, vender tilbage til fiasko, holder pause ved små sejre. Men i denne spiral er der noget autentisk: erkendelsen af, at helbredelse er et arbejde.

I et landskab overfyldt med spil om magt handler Bounty Star om udholdenhed. Kampene giver effekt uden overbærenhed, de stille øjeblikke har større vægt end ildkampene, og hovedpersonen bliver hængende i hukommelsen, fordi hun nægter at overskride sin egen menneskelighed. Raptoren, gården, brandmærkerne, den slidte guitar - alt sammen er dele af en enkelt, uafsluttet genopbygning.

Det er ikke et perfekt spil. Det behøver det heller ikke at være. Det er en historie om stål og jord, fiasko og beslutsomhed, som rummer mere sandhed, end polish nogensinde kunne gøre. Efterhånden som missionerne bliver længere, og gården fyldes med liv, bliver spillets moralske geometri klar: Overlevelse er ikke forløsning, men det er tæt nok på til at starte med.

Nogle gange, som Borger minder os om, må man bare sætte sig ind i robotten igen og håbe på, at der stadig er liv på den anden side.