PowerWash Simulator 2 anmeldelse: Kunsten at vide, hvornår man skal lade det være nok

Efterfølgeren til et af spillets mest usandsynlige komforthits genopfinder ikke hjulet – eller mere præcist, slangen. PowerWash Simulator 2 er et studie i tilbageholdenhed: det tilføjer, polerer og korrigerer, men overdriver aldrig. Resultatet er en efterfølger, der respekterer originalens beroligende essens, samtidig med at den introducerer lige præcis nok nye tricks til at holde det velkendte ritual med at vaske snavs væk friskt tilfredsstillende.

Rachel Webers anmeldelse på IGN beskriver den som en sjælden efterfølger, der forstår sit publikums særegne hengivenhed. For spillere, der har brugt hundredvis af timer på stille og roligt at skylle mudder af legepladser eller sod af hustage, vil ændringerne føles mindre som opgraderinger og mere som en gennemtænkt reorganisering af det samme fredelige rum.

"Den store overskrift for efterfølgeren er alle de nye rengøringsopgaver, man skal arbejde sig igennem, og de skuffer ikke," skriver Weber. "Der er køretøjer som en mobilitetsscooter eller en bil dekoreret som en hund; der er bygninger som musikpavilloner, offentlige toiletter og store huse; og der er endda nye opgaver i flere faser, hvor du skal rengøre en bestemt del af et kort for at afsløre et nyt område." — Rachel Weber

PowerWash Simulators appel har altid været forankret i gentagelse: rytmen i sprøjtningen, den gradvise afsløring af lysstyrke under snavs, den stille endelighed, når den sidste stribe forsvinder. Det er et digitalt ekko af manuelt arbejde – uambitiøst, uforhasteligt og mærkeligt jordnært. Efterfølgeren piller ikke ved det. Det, der i stedet ændrer sig, er de fine detaljer om komfort. Sæbe, engang en begrænset og overfladespecifik ressource, er nu universel og ubegrænset. Værktøjer som kirsebærplukkeren og rapellingsudstyret fjerner mindre irritationer uden at forstyrre det taktile rengøringsritual. Og et nyt sporingssystem fremhæver de sidste genstridige pletter af snavs – en lille nåde for dem, der har spildt timer på at jagte en manglende procent på en skolegårdsmur.

Forskellen er subtil, men umiskendelig. Det første spils friktion – de små ineffektiviteter, manglen på ressourcer, behovet for at klatre op ad klodsede stilladser – var en del af dets charme, men også dets begrænsning. PowerWash Simulator 2 respekterer den charme, samtidig med at det sliber de ru kanter ned. Flydet forbliver meditativt, men oplevelsen føles mindre begrænset af værktøjerne. Det, der plejede at være en øvelse i tålmodighed, er blevet et udtryk for lethed.

Det ville være misvisende at kalde noget af dette for "progression" i den konventionelle spilforstand. Franchisen nægter stadig at måle succes i hastighed eller præcision. Dens tilfredsstillelse kommer fra færdiggørelse, ikke konkurrence. Den bløde susen af vand, den gradvise afsløring af farve og tekstur, den blide løkke af arbejde og belønning - disse forbliver uberørte. Efterfølgeren beder ikke spillerne om at blive bedre, kun om at fortsætte.

Der er en ny hjemmebase, hvor spillerne kan dekorere deres arbejdsområde med genstande, de har rengjort. Der er katte at kæle med, og mindre tilpasninger at låse op for. Men disse funktioner forbliver dekorative, ikke transformerende. Weber anerkender dette med et muntert skuldertræk: virtuelle kæledyr er fine, siger hun, men "medmindre jeg kan binde mopper til deres fødder, har jeg ingen interesse i dem, når jeg er travlt optaget af at vaske et billboard med højtryksrens." Det er en replik, der indfanger både humoren og den stille absurditet, der giver serien dens karakter.

Humoren fortsætter, primært gennem spillets tilfældige manuskript. Tekstbeskeder fra klienter siver ind, mens du arbejder, og spinder mindre absurditeter om gelé-overtrukne gadefejere eller talende statuer. Historien forbliver en løs samling af vittigheder og tilbagekaldelser til de fans, der bekymrer sig, og valgfri støj til dem, der ikke gør. Selve rengøringen er stadig pointen.

Med det fokus afslører PowerWash Simulator 2 noget om, hvordan efterfølgere kan modnes. Hvor de fleste opfølgere forsøger at forstærke skala eller spektakel, skærper denne sin følelse af lillehed. Udviklerne hos FuturLab forstår, at deres publikum ikke ønsker momentum – de ønsker kontinuitet. Originalens enkelhed var ikke en fejl, der skulle rettes, men et fundament, der skulle vedligeholdes. Den nye version gør blot enkelheden mere behagelig at bebo.

Designændringerne forstærker denne forståelse. En roterende overfladerenser – et værktøj, som pedeller kunne bruge på linoleum ved lukketid – polerer nu store områder med stille og effektivitet. Stilladser inkluderer indbyggede stiger. Rapelling giver spillerne mulighed for at bevæge sig hen over høje strukturer uden den akavede flytning fra tidligere niveauer. Hver forbedring fjerner friktion, men ingen fjerner tid. Rengøringshandlingen forbliver langsom, bevidst og komplet. Belønningen er stadig tålmodighed.

Der er et uudtalt slægtskab her med genren, der undertiden kaldes "hyggelig spil", selvom PowerWash Simulator 2 undgår de æstetiske klichéer, som udtrykket nu antyder. Det kvæler ikke spilleren med lunefuld eller pastelfarvet ro. Tempoet er mekanisk, næsten industrielt. Stilheden er ikke sentimental – den er fortjent. Hvert poleret gelænder og skinnende skilt vidner om veludført arbejde.

Selv i den stilhed formår efterfølgeren at opleve en svag fornemmelse af udvidelse. Miljøerne føles større, detaljerne tættere, men intet føles presserende. Weber bemærker tilføjelsen af flertrinsopgaver, hvor rengøring af ét område åbner et andet. Det er en underspillet udvikling, der tilføjer en rytme af opdagelse til monotonien uden at ændre dens essens. I en genre, hvor selv små ændringer risikerer at ødelægge stemningen, er den balance en præstation.

Den originale PowerWash Simulator blev en overraskende succes i 2022, da den udviklede sig fra en niche-mærkværdighed til et kult-afslapningsværktøj. Det var et spil bygget på et enkelt verbum – ren – og man undskyldte aldrig for det. Det opfordrede til leg, ikke gennem udfordring, men gennem stille vedholdenhed. Simon Cardys tidligere anmeldelse af det første spil beskrev det som "uomtvisteligt katartisk", et digitalt tilflugtssted fra overstimulering. Den ånd fortsætter intakt.

Efterfølgerens troskab til den ånd kan også være dens stille risiko. Den nægter at jagte nyhed, vel vidende at for dens publikum er nyheden selve rutinen. I et marked besat af genopfindelse er PowerWash Simulator 2's største udsagn dens afvisning af forandring. Det er det sjældne spil, hvis succes afhænger af at forblive i ro.

Weber afslutter sin anmeldelse med at sige:

"et sjældent eksempel på en efterfølger til et særligt spil, der vidste præcis, hvad der skulle justeres, og hvad der skulle lades være."

Den dom føles endelig. De små justeringer – den gratis sæbe, de subtile bekvemmeligheder, de bedre stiger – betyder mindre end selvtilliden til at stoppe der.

Trods sin beskedne præmis har PowerWash Simulator 2 en lektie, der rækker ud over dens sprøjtedyser. Den viser, at raffinement, ikke udvidelse, kan være dens egen form for ambition. At bevare en stemning, en rytme, en stilhed – det er sværere, end det ser ud til.