Tilbedelse: Pikmin møder blodritualer i Roguelike-form

Worship udkommer den 16. juli. Du spiller som en kultleder, der er dedikeret til en tilintetgørelsesgud, rekrutterer tilhængere, udgyder blod og knuser fjender i et forskruet, Pikmin-lignende roguelike, der handler om ritualer, ofring og uhellig magt. Det ser godt ud, spiller smart og vil have dig til at føle dig lidt skyldig over det hele.

Worship-demoen kaster dig direkte ind i en nyudnævnt kultleders klæder og sværger troskab til An-Ansgaidh, en gammel gud, der ser det at afslutte eksistensen som den ultimative barmhjertighedshandling. Der er ingen langsom opbygning eller blid indslusning - bare en hurtig tutorial, en fræk talende grimoire, og så ligger du blødende på jorden for at tegne magiske symboler og omvende de gudløse.

Du starter ikke med nogen tilhængere. Det er et problem for en kultleder, men det er hurtigt løst. Konverteringsmetoden? Skær dig i hånden, blød på jorden, og form hellige figurer, der trækker gudløse i nærheden ind i din voksende flok. Hvert symbol - cirkel, firkant, trekant - repræsenterer en forskellig besværgelse eller kommando. Systemet ser enkelt ud, men det bliver til et lagdelt rituelt sprog, som du vil bruge konstant, selv under pres.

Det koster dig helbred at udføre magi med dit eget blod, så tidligt i spillet er du skrøbelig. Verden er farlig. Ikke alle fjender kan omvendes. Nogle, som f.eks. rapiersvingende fanatikere og galdespyende rædsler, er ude efter blod. Men når du har opbygget nok tilhængere, handler spillet om positionering, timing og målretning. Du markerer en fjende, og din kult stormer ind som en bølge.

Kampene er sværm-baserede og føles som et omvendt tower defense. Antallet af døde stiger hurtigt, men de er ikke tankeløse. Kultister kan falde bevidstløse om og rejse sig igen. De kan samles op og bruges som redskaber - kastes mod klokker, udskæres til ritualer eller ofres for at få en kraftigere trylleformular. Men at dræbe dem har en pris: Færre kroppe betyder en svagere hær, og det føles aldrig godt at brænde igennem sine egne.

"Jeg kan ikke lide at dræbe kultisterne. Dels fordi det efterlader mig med en kultist mindre, hvilket gør min uhellige hær lidt svagere. Men også fordi det ikke føles rigtigt. Jeg bragte dem ind i det her."

Blod er en central ressource, og spillet viger ikke tilbage for at vise, hvor det kommer fra. Du kan få blod fra faldne kultister, mislykkede ritualer, planter, sten og springvand. Selv når din magi fejler, går væsken aldrig til spilde. Det er en cyklus af død, høst og påkaldelse, og det hele er malet i skarpe sort-hvide billeder, der fremhæver, hvor grum din mission er.

Når du gennemfører kampe og hyldestritualer, får du adgang til kister, der indeholder relikvier, katalysatorer og springvand. Katalysatorer låser op for nye evner og passive fordele - som at kunne kaste kultister længere væk eller kaste blodbaserede trylleformularer mere effektivt. Jo stærkere din kult er, jo stærkere bliver du. Men uden dine tilhængere er du svag. Magi tager tid. Det gør kamp ikke.

Der er også verdensopbygning gemt i spillet. Du falder måske over en spøgelsesby, der er frosset midt i et ritual, fordi dens musikere spillede den forkerte sang på knoglefremstillede instrumenter. Dit job er at finde spillerne og afslutte ritualet. Den efterfølgende musik er hjemsøgende og mindeværdig. Worships atmosfære bygger på lyddesign og visuelle kontraster. Godt og ondt er repræsenteret i ekstrem sort og hvid, både bogstaveligt og symbolsk. Og det virker.

Til sidst fører demoen dig til porten til The Last Church, et mystisk sted, som din grimoire har givet skylden for alt indtil nu. Der møder du Ulmira og Eleanor - den ene en kvinde i hvidt, den anden et monster med en dukke. Din gud befaler dig at dræbe dem.

Du kan ikke skade Eleanor direkte. Hun bedøver og brænder dine kultister, når de kommer tæt på. Hendes dukke jager dig rundt på kortet. Ulmira er dog sårbar. Når du angriber hende, springer Eleanor ind for at beskytte hende. Det er din åbning. Hugg løs på Ulmira for at lokke Eleanor i fare. Dusinvis af tilhængere dør. Til sidst falder Eleanor. Ulmira holder hulkende om hendes krop. Og det er her, demoen slutter.

"Det skal ikke føles godt at vinde. Og jeg er glad for, at Worship forstår det."

Worships største styrke er måske, hvor klart den forstår sine egne temaer. Kunsten og musikken trækker dig ind. Ritualerne og kampene er tilfredsstillende. Men den virkelige krog er, hvordan spillet indrammer din rolle som kultleder. Du er magtfuld, men aldrig heroisk. Din sag er hengivenhed over for udslettelse. Jo mere du vinder, jo mere foruroligende bliver det. Og det er pointen.

Worship udkommer 16. juli til pc. Hvis du vil have noget, der spiller som Pikmin, tænker som et roguelike og bløder som en gyserfilm, er det her måske værd at se.