Yooka-Replaylee-anmeldelse viser en bedre, men stadig konfliktfyldt, tilbagevenden til klassisk 3D-platforming

Playtonic Games' Yooka-Replaylee er et gensyn med indsamlingsspillet fra 2017, som engang forsøgte at genskabe charmen ved Banjo-Kazooie, men som endte med at splitte den nostalgiske fanbase. Otte år senere har udviklerne bragt det tilbage under en fræk ny titel, der positionerer det som mere end en simpel remaster. Yooka-Replaylee er en komplet omarbejdning, der fjerner flere af originalens irritationsmomenter og erstatter dem med forbedret kontrol, bedre tempo og en markant forbedret grafik. Men spillets nye identitet understreger også, hvor bundet det stadig er til konventionerne i klassiske 3D-platformspil.

Som beskrevet i Travis Northups IGN-anmeldelse forfiner Yooka-Replaylee meget af det, der gjorde den første udgivelse frustrerende. Kameraproblemer, glatte bevægelser og manglende hurtigrejser er blevet rettet eller helt omstruktureret. Spillet spiller nu med mere glidende bevægelser og renere grafik og har et redesignet layout for banerne og strukturen med samleobjekter. Det oprindelige Yooka-Laylee led under klodset kameraføring og inkonsekvent kontrolrespons, hvilket gjorde platformsekvenser sværere af de forkerte grunde. I Yooka-Replaylee er styringen responsiv nok til, at selv mislykkede spring føles som spillerens skyld snarere end en teknisk fejl.

Det overordnede design læner sig stadig kraftigt op ad sine rødder. Yooka og Laylee hopper, ruller og glider gennem lyse, tegneserieagtige verdener, snakker med spillets skæve persongalleri og samler "Pagies" for at åbne nye områder. Gameplayet er stadig enkelt: Spillerne løser lette gåder, rydder fjollede fjender af vejen og gennemfører hurtige minispil som f.eks. at køre i minivogne for at få samleobjekter. Kampene er stadig grundlæggende og bygger på et gentaget tailspin-angreb, der fjerner de fleste fjender med minimal trussel.

På trods af disse begrænsninger er Yooka-Replaylees struktur blevet moderniseret for at strømline progressionen. I stedet for gradvist at låse op for evner på tværs af niveauer er alle kræfter tilgængelige fra starten, så spillerne kan udforske de fem hovedverdener fuldt ud med det samme. Det nye system fjerner backtracking og gør det muligt at rejse hurtigt og gennemføre niveauerne hurtigt. Spillet fordobler også antallet af Pagies pr. niveau - nu 50 i stedet for 25 - og giver et tjeklistekort, så de, der har gennemført spillet, kan følge deres fremskridt.

Disse opdateringer forbedrer tempoet betydeligt og giver spillerne mulighed for at rydde zoner effektivt. Men de introducerer også mærkelige bivirkninger, der får progressionen til at føles inkonsekvent. Nogle Pagies kræver en hel udfordring eller en boss-kamp, mens andre ligger frit fremme, hvilket reducerer følelsen af at have opnået noget, der engang var knyttet til hvert samleobjekt. I et tilfælde bemærkede Northup, at han efter at have gennemført bare to verdener allerede havde samlet nok Pagies til at få adgang til den sidste boss og afslutte historien.

Denne åbne struktur slører det tilsigtede flow i eventyret, hvilket resulterer i en ujævn oplevelse. Fortællingen, der engang var flettet sammen med udforskning og møder med karakterer, bliver fragmenteret. Karakterer som slangen Trowzer og Dr. Quack, der engang spillede mindeværdige roller, optræder nu sjældnere på grund af den nydesignede mekanik. Trowzers formål som sælger af evner forsvinder, da spillerne ikke længere behøver at købe færdigheder. I mellemtiden er Dr. Quacks quiz-sekvenser - som tidligere delte vandene, men som var karakteristiske for originalens humor - blevet skåret helt væk.

Fjernelsen af disse interaktioner reducerer den charme, der engang definerede Yooka-Laylees personlighed, og erstatter den med en slankere, men mere tom progression. Historien har ikke længere den samme rytme, da mellemsekvenserne refererer til begivenheder, der er knyttet til verdener, som spillerne kan springe helt over. Denne struktur giver frihed, men ofrer sammenhængskraften.

Yooka-Replaylees tekniske forbedringer er tydelige. Den visuelle opgradering er betydelig: Omgivelserne gløder af farver, belysningen er raffineret, og karakteranimationerne er mere udtryksfulde. Hver verden føles mere levende, fyldt med detaljerede kulisser og mere glidende bevægelser. Kosmetiske muligheder tilføjer variation, så spillerne kan tilpasse Yooka og Laylee, når de samler Pagies. Den grafiske polering bringer præsentationen tættere på moderne standarder, selv om kernegameplayet stadig er et tilbageblik på de tidlige 2000'ere.

Den tekniske side er dog langt fra fejlfri. Northup rapporterede om flere problemer med ydeevnen, herunder pludselige nedbrud og mærkbare fald i billedfrekvensen under bosskampe. Selv om det er mindre ødelæggende for spillet end originalens fejl, er disse afbrydelser stadig frustrerende, især i betragtning af hvor forbedret alt andet føles.

Yooka-Replaylee står også over for et tonalt dilemma. Det positionerer sig selv som både et nostalgiprojekt og en moderniseret genfortolkning, men kæmper for at opfylde begge mål. Det oprindelige spil lænede sig op ad spillernes kærlighed til Banjo-Kazooies platformspil fra den gyldne æra. Denne version forfiner det samme fundament, men introducerer nye tempo- og samlerstrukturer, der kolliderer med den nostalgiske identitet. Resultatet er, at det risikerer at føles generisk på trods af de mange opgraderinger.

Gameplaymæssigt tilskynder ændringerne til hurtige, uafbrudte gennemspilninger. Spillere kan feje gennem hele verdener med minimal nedetid og få fat i samleobjekter uden at skulle vende tilbage senere med nye kræfter. Denne frihed passer til de nuværende spiltrends, der lægger vægt på effektivitet og tilgængelighed. Men for dem, der elskede den langsommere, udforskningstunge rytme i ældre platformspil, kan Yooka-Replaylee føles hul.

Selv humoren og forfatterskabet - som engang var en central del af oplevelsen - er blevet tyndet ud. Mange bipersoner optræder sjældnere, og den overordnede tone er mere ligetil. Det gør spillet renere og lettere at navigere i, men det mister også noget af sin personlighed.

"Yooka-Replaylee har til formål at revidere et platformspil, der var fyldt med frustrerende problemer, og selv om det føles bedre, er ingen af ændringerne nok til at bringe det tæt på nutidens standarder for 3D-platformspil." - Travis Northup

Hans vurdering fremhæver skellet mellem tekniske fremskridt og kreativ stagnation. Kernemekanikken, herunder de forbedrede bevægelses- og kamerasystemer, viser klare fremskridt. Alligevel er spillets identitet stadig fast knyttet til nostalgi, og dets gameplay-loop har begrænset dybde sammenlignet med mere opfindsomme moderne titler som Astro Bot eller Donkey Kong Bananza.

Yooka-Replaylees tilgang til samleobjekter afspejler moderne nyfortolkninger som Super Mario Odyssey, hvor belønningerne er rigelige og nemme at finde. Men sammenligningen afslører også dets mangler. Mens Odysseys samleobjekter blev integreret naturligt i udforskningen, føles Yooka-Replaylees placeringer ujævne, hvilket tyder på, at der er rester tilbage fra det oprindelige design. Nogle udfordringer kræver indsats og puslespil, mens andre virker tilfældigt placeret uden meningsfuld sammenhæng.

På trods af disse mærkværdigheder er der tydelige tegn på Playtonics engagement i forbedringer. Kontrollen er strammere, kollisioner er mere glidende, og platformsekvenser nyder godt af fraværet af konstant kamerafrustration. Muligheden for at rejse hurtigt mellem baneafsnittene øger tempoet og eliminerer den kedelige backtracking, der gjorde 2017-udgivelsen til et problem. Selv spillets brugergrænseflade er blevet justeret for at gøre det mere intuitivt at spore afslutninger.

Men disse mekaniske opdateringer har en kreativ pris. Fraværet af nye ideer eller friske designelementer begrænser spillets appel på lang sigt. Selv om hvert niveau er visuelt tiltalende, føles det forudsigeligt og struktureret omkring den samme cyklus af hoppende gåder og grundlæggende kamp. Fraværet af progression i sværhedsgrad efterlader erfarne spillere med få udfordringer ud over at samle alt.

Fra et præsentationssynspunkt skubber den remasterede grafik Yooka-Replaylee tættere på moderne forventninger. Belysningskorrektioner fjerner originalens dunkelhed, og glattere animationer giver energi til karakterernes bevægelser. Alligevel kommer den nye grafiske troværdighed af og til i konflikt med den forenklede geometri og de gamle animationer, der afslører spillets alder.

Mens Yooka-Replaylee er et godt eksempel på, hvordan ældre 3D-platformspil kan forbedres mekanisk uden at miste deres nostalgiske kerne, forhindrer dets afhængighed af forældede designbeslutninger det i at stå ved siden af moderne genreledere. Fraværet af betydelig historiefortællingsdybde kombineret med gentagne mål får oplevelsen til at føles velkendt snarere end fremadskuende.

Alt i alt lever Yooka-Replaylee op til sit løfte om en komplet overhaling. Det er hurtigere, glattere og langt mere stabilt end det spil, det erstatter. Den forbedrede kontrol og strømlinede struktur gør det til en mere tilgængelig introduktion til platformspil i klassisk stil. Men ved at forfine den gamle ramme uden at genopfinde den, understreger Playtonics remixede efterfølger-remaster-hybrid grænserne for nostalgidrevet design.

For spillere, der vender tilbage efter mange år væk fra originalen, tilbyder Yooka-Replaylee en lysere og renere version af det, de engang nød. For nytilkomne, der søger en moderne 3D-platformsoplevelse, står det som et mærkeligt levn - et omhyggeligt ombygget, men grundlæggende old school-eventyr, der aldrig helt overgår sin fortid.