Luto er ikke bare endnu en P.T.-klon, den er mærkeligere, klogere og mere dristig

Et loopende hjemsøgt hus, skiftende gange, en mystisk fortæller og gåder, der kan få dit hoved til at snurre – Luto tager horrorspil ud over simple jump scares. Selvom det starter som endnu en PT-inspireret oplevelse, udvikler det sig hurtigt til et dristigt og uforudsigeligt spil om mentale traumer, perception og virkelighedens regler. Det er rodet, til tider frustrerende, men fyldt med overraskende risici, der for det meste rammer, og det kan blive et af de mest mindeværdige indie-horrorspil i årevis.

Grundlaget for dette indlæg er baseret på GameSpot -anmeldelsen af Mark Delaney, som udforskede Luto i dybden og fandt ud af, at det tilbyder meget mere end typiske gyser-troper.

Ved første øjekast ligner Luto en ren rejsning gennem mindernes bane for alle, der har spillet PT, den spilbare teaser, der kortvarigt gav en teaser til det nu aflyste Silent Hills. Men hvor de fleste spirituelle efterfølgere farer vild i at genskabe Kojimas loop-gang uden at forstå dens dybde, går Luto videre. Kerne-loopet starter simpelt: du er Sam, en mand, der sidder fast i en mental og fysisk loop. Hver dag begynder den samme – spejl knust, gang, dør ud – og gentager sig. Men cyklussen fortsætter ikke bare. Den spiralerer.

Spillet bruger den gentagne opsætning til at introducere stadig mere mærkelige begivenheder, surrealistiske billeder og en historie, der forvrænger virkeligheden. Og så tilføjer det noget mærkeligt: en fortæller. I starten undergraver den optimistiske britiske stemme fuldstændig spændingen. Det lyder som noget fra The Stanley Parable, der kommenterer på alle dine bevægelser. I starten føles det som en fejltagelse. Men spillet spiller det lange løb her.

"Hvorfor ødelagde de den anspændte atmosfære med denne snakkeboble?"

Det var anmelderens første reaktion, og en rimelig en af slagsen. Men det her er ikke bare en slags smagstekst. Fortælleren har et formål, og når det rammer, ændrer det hele spillets tone. Stemmen er der ikke for at holde din hånd. Den er en del af en bredere struktur, der til sidst ændrer sig og afslører sin sande rolle, hvilket ikke vil blive afsløret her.

En af Lutos største styrker er, hvordan den leger med forventning. Gange forvandles til ørkenhuler. Værelser opløses som ødelagt kode. På et tidspunkt vises endda Night of the Living Dead i sin helhed, kun for lige at fortælle dig, at der ikke er nogen belønning for at se den. Den slags fjerde væg-humor er mere end bare gimmick. Den passer ind i et større tema: Luto vil ikke have, at du slapper af. Den vil desorientere og sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget kontrol du egentlig har.

Hvor Luto henter inspiration fra PT, ender den i tone og koncept tættere på House of Leaves, kultromanen hvor en families hus skjuler umulige rum og dimensioner. Delaney sammenligner den også med Hideo Kojimas flair, især når Luto laver et Psycho Mantis-lignende øjeblik, der er så smart, at det fik ham til at stoppe op og skrive en sms til sin chef.

Det er ikke bare ambition. For et første spil fra Broken Bird Games når Luto højt, og selvom ikke alt rammer plet, er skalaen af det, det forsøger, imponerende. Tonen er ustabil. Det visuelle ændrer sig. Reglerne bøjer sig. Det ene øjeblik går du på en gang. Det næste bryder virkeligheden sammen.

Ikke alt fungerer problemfrit. Især gåderne kan være lidt trættende. Nogle er så kryptiske, at de suger spændingen ud af en scene. Delaney peger på et øjeblik, hvor han skulle finde en nøgle, mens høje brag genlød gennem et rum. Lyddesignet startede skræmmende, men blev til baggrundsstøj efter 10 minutters søgning.

Den slags problemer med tempoet dukker op mere end én gang. Det er ikke fordi gåderne er løst – de er bare dybt uigennemsigtige. Et eksempel involverede at finde et telefonnummer, men selv det skiftede mellem patches, hvilket gjorde løsningen inkonsekvent. Man er nødt til at tænke mærkeligt, bryde antagelser og læne sig op ad trial and error.

"Hvis du tillader dig selv at tænke på komplicerede måder, vil du snart tale Lutos sprog."

Når spillerne først har tilpasset sig den tankegang, begynder gåderne at give mere mening. Senere segmenter bliver lettere at navigere i – ikke fordi spillet bliver lettere, men fordi spilleren begynder at forstå, hvordan udviklerne tænker.

Hvad angår skræmmeoplevelser, så lægger Luto sin frygt bag sig. De tidlige dele leverer nogle traditionelle hjemsøgte hus-gysninger, men spændingen forsvinder, når du indser, at truslerne ikke vil skade dig. Der er ingen kamp, ingen stealth. Hvis du har spillet horror-adventure-spil før, vil du genkende denne struktur. Du er ikke i reel fare. Det er mere en tur – som en hjemsøgt høtur, der vil have dig til at se nøje på, ikke løbe væk.

Men hvor den mangler rå terror, kompenseres det for i atmosfæren. Selv når faren føles iscenesat, holder stilen. Præsentationen forbliver foruroligende nok til at føre scenerne fremad, selv uden risiko for fiasko.

Den sidste akt er dog, hvor Luto helt kører af sporet – og på en god måde. Ifølge anmeldelsen er den sidste tredjedel af spillet fuldstændig uforudsigeligt. Det bliver så eksperimentelt og metafor-tungt, at det måske mister nogle spillere, men for dem, der er villige til at følge med, leverer det noget, som få spil overhovedet forsøger sig med. Det er ikke bare endnu en spøgelseshistorie. Det er et narrativt eksperiment.

Efter de cirka seks timer kan Luto efterlade nogle spillere forvirrede eller endda irriterede. Men det er ikke et spil, der er designet til at behage alle. Det sigter ikke mod komfort eller klare svar. Det forpligter sig til en oplevelse, der er personlig, surrealistisk og til tider rodet. Det vover at træffe dristige valg, selv når de ikke alle fungerer.

Især for gyserfans tilbyder spillet noget sjældent: en historie, der ikke bare handler om at være bange, men om at føle sig fortabt, fastlåst og presset til at tænke anderledes. Som det første spil signalerer det, at Broken Bird Games er et spil, man skal holde øje med.

Luto er måske ikke den endelige udgave af den drøm, som PT startede, men den er tættere på end de fleste. Og måske er det pointen – det handler ikke om at kopiere en klassiker. Det handler om at finde ny gyser på uventede steder.