Anmeldelse af udsendelse: AdHoc Studios episodiske superheltekomedie balancerer mellem kaos, humor og menneskelighed

De første to afsnit af Dispatch er kommet, og de føles allerede som en hensigtserklæring. AdHoc Studios eventyr i otte dele - der foregår i et skævt Los Angeles, hvor helte, skurke og almindelige borgere lever side om side - har selvtilliden hos et hold, der kender strukturen i god historiefortælling. Det er både absurd og jordnært, et arbejdspladsdrama forklædt som et superheltespil. Humoren sidder lige i skabet, spændingen opbygges, og formatet minder om Telltale Games' episodiske storhedstid, hvis indflydelse er umiskendelig i struktur og rytme.

Som Sarah Thwaites skriver i sin igangværende IGN-anmeldelse:

Dispatch føles som en åndelig efterfølger til Telltale Games fra 2010'erne.

Det er en passende beskrivelse. De dialogdrevne sekvenser, de forgrenede svar og den svage angst for hvert valg minder mere om The Wolf Among Us end noget andet, der er udgivet i de sidste fem år. Alligevel er der noget mere her - en vilje til at eksperimentere med tone og tempo, som føles ny, selv for en genre, der ofte er bygget på valg og konsekvenser.

Spillets præmis er lige så mærkelig, som den er specifik. I denne version af Los Angeles tilbyder en privat virksomhed ved navn SDC (Superhuman Defense Coalition) beskyttelsesforsikring til byens indbyggere. Betal præmien, og en autoriseret helt vil rykke ud, når der opstår problemer. Det er en verden, hvor magt er en vare, hvor etikken bøjer sig for bureaukratiet, og hvor selv de kappeklædte frelsere står til ansvar for de menneskelige ressourcer. Spilleren lever i Robert Robertsons liv - en tidligere helt kendt som Mecha Man - som efter at have mistet sin elektriske dragt i en eksplosion får stuearrest og bliver sat til at arbejde ved et skrivebord.

De første episoder fokuserer på Roberts første dage som dispatcher, en slags kosmisk callcenter-agent, der sender feltarbejdere ud til nødsituationer. Disse agenter er ikke ideelle medarbejdere - de er reformerede skurke, der forsøger at komme ind på arbejdsmarkedet igen, og som hver især nærer gammelt nag og et ustabilt temperament. Spændingen mellem autoritet og dysfunktion driver meget af humoren, men forfatterskabet undgår billig ironi. Vittighederne lander, fordi situationerne er smerteligt velkendte, selv om de involverer telepater og formskiftere i stedet for kontorpraktikanter.

AdHocs præsentation deler oplevelsen op i to forskellige halvdele. Samtalerne udspiller sig i håndanimerede mellemsekvenser, hvor hver beslutning markeres med små visuelle signaler eller forgrenede reaktioner. Mellem historierne skifter spillet til Roberts arbejdsstation - en minimalistisk grænseflade fyldt med blinkende advarsler og nedtællingstimere. Derfra tildeler spillerne helte til hændelser baseret på deres evner, temperament og tilgængelighed. Det er halvt puslespil, halvt managementsimulation, og selv om det er enkelt på overfladen, skaber timingen og presset ægte momentum.

Læs også: Aaron Paul, der er kendt for sin ikoniske præstation i Breaking Bad, vender tilbage til gaming som Mecha Mans stemme i Dispatch. Han reflekterede også over sin mangeårige passion for spil og historiefortælling og sagde, at Dispatch tilbød "den perfekte blanding af præstation og spillerforbindelse" og gav ham mulighed for at udforske en karakter, der var formet lige så meget af fortrydelse som af modstandskraft.

Når Dispatch er bedst, overlapper de to halvdele hinanden. En rodet samtale med en utilfreds holdkammerat kan få dig til at tvivle på deres pålidelighed, netop som en ny krise dukker op på dit kort. En spydig beslutning i en dialog kan senere påvirke moralen eller præstationen. Thwaites bemærker, at "selv den mest nonchalante kommentar kan påvirke fortællingen", og at uforudsigeligheden giver historien vægt. Det er en lille, men vigtig forskel fra spil, der antyder konsekvenser uden nogensinde at levere dem.

Skuespillerne forstærker forfatterskabets rytme. Aaron Paul giver Robert Robertson en slidt oprigtighed og gør en falden helt til noget nær en tragikomedie. Laura Baileys Invisigal (engang "Invisibitch") svinger mellem sarkasme og sårbarhed, mens Erin Yvettes Blonde Blazer driver SDC med en skrøbelig charme, der skjuler dyb usikkerhed. Jeffrey Wright, der spiller veteranhelten Chase, leverer manuskriptets skarpeste dialog med en ubesværet kadence fra en person, der forstår, hvordan autoritet kan blive til desillusion. Hver eneste samtale føles tydelig, selv når kameraet dvæler for længe, eller en joke bliver for lang.

Mekanisk set eksperimenterer Dispatch med tone og hastighed. Kerneopgaven - at udvælge helte til missioner under tidspres - minder om den tvangsprægede rytme i gamle management-simulatorer, men integrationen i fortællingen giver det en ekstra dimension. Hver succes eller fiasko ændrer lidt på, hvordan figurerne taler til dig, en lille krusning, der holder spillerne opmærksomme. Og så er der hacking-minispillet: en 3D-labyrint, som man skal navigere i under strenge tidsgrænser, og hvor spændingen øges af radiosnak, der beskriver samtidige katastrofer. Det er den slags strukturelle risici, som ældre Telltale-episoder sjældent tog, og det betaler sig her ved at bryde dialogtunge sekvenser op uden at afspore historiens tempo.

Det, der kendetegner Dispatch, er tilbageholdenhed. AdHoc kunne nemt have lænet sig op ad en parodi - dens verden af virksomhedssuperhelte, overbebyrdede skurke og medievante kriser indbyder til det - men forfatterskabet holder ofte pauser, hvor andre spil ville skynde sig til en punchline. Når Robert vælger tavshed eller afbøjning, bliver øjeblikket hængende lige længe nok til at blive registreret som menneskeligt snarere end komisk. Thwaites bemærker, at "denne afmålte tilbageholdenhed giver verden en følelse af realisme, som det er let at blive følelsesmæssigt engageret i." Hun har ret: Den absurde præmis fungerer kun, fordi personerne i den opfører sig, som om de har levet med den i årevis.

Der er en følelsesmæssig strøm under humoren, som gør, at de to første afsnit ikke føles som engangsforestillinger. Roberts kamp for at redefinere heltemod - frataget sin mech-dragt og indespærret af kontorpolitik - bliver en meditation over formål. Hans kollegers egeninteresse kolliderer konstant med retorikken om at redde liv, hvilket skaber en troværdig spænding mellem forløsning og rutine. Det er supermennesker med boliglån og angst, som ikke kæmper mod skurke, men mod papirarbejde og udmattelse.

Visuelt har spillet en afdæmpet stil - udtryksfuld uden overdrivelse. Animationerne bærer præg af personlighed snarere end polering, og små bevægelser siger ofte mere, end spektakler kunne gøre. Baggrundene er tætte, men ryddelige, og farvepaletten er dæmpet for at understrege samtale frem for kaos. Effekten er teatralsk, tættere på et tv-show end et blockbuster-spil.

Hvis de første kapitler er nogen indikation, er AdHoc ved at opbygge en serie, der værdsætter samtale frem for kamp, karakter frem for erobring. Men den glemmer aldrig, at tempoet er vigtigt: Valgene kommer hurtigt, scenerne tager en skarp drejning, og humoren skærer igennem følelserne, før de bliver for meget. Beslutningssystemet låner velkendte stikord - den lille "X huskede det"-popup er et indlysende tilbagekald - men det føles mindre nostalgisk end kærligt, et stille nik til en genre, der formede et årtis narrative design.

Dispatch antyder også en pragmatisk udvikling af episodisk historiefortælling. Udgivelsesplanen - to episoder om ugen, der afsluttes midt i november - afspejler tv-rytmen mere end spiltraditionen. Hver del har nok afslutning til at stå alene, mens den fører videre til den næste. Det er en struktur, der er designet til vedvarende engagement snarere end binge-forbrug, og det passer til historiens kontorserie-tone.

Alligevel er dette en igangværende anmeldelse, ikke en dom. Kun en fjerdedel af historien har udfoldet sig, og AdHocs endelige destination forbliver skjult. Men de første tegn peger på et studie, der har styr på sit medie. Manuskriptet er selvsikkert, præstationerne er levende, tempoet er sikkert.

Thwaites afslutter sin vurdering med forsigtig optimisme:

"Det er stadig tidligt, men lige nu er jeg fuldstændig betaget af denne verden."

Den balance - begejstring modereret af tålmodighed - passer til selve værket. Dispatch kræver ikke ærefrygt, men gør sig fortjent til opmærksomhed gennem håndværk, rytme og humor. Hvis AdHoc kan opretholde denne energi gennem sine sidste episoder, vil det måske ikke bare gentage Telltale-arven - det vil måske stille og roligt vokse sig større end den.